
Jung: Vi er klar til søndag
09.02.2018 10:40
På søndag går starten til forårssæsonen i Alka Superligaen, når Brøndby IF møder Lyngby BK på udebane kl. 18:00.
Og hos Anthony Jung er der masser af glæde at spore frem mod ligastarten.
- Det er rart endelig at komme i gang med Alka Superligaen. Vi havde vores pokalsejr over FCK i søndags, hvor vi gjorde en god indsats, så det skal vi selvfølgelig tage med ind i ligaen.
- At starte med en sejr giver os en selvtillid, vi kan tage med ind i Alka Superligaen. Det beviste, at vi har kvaliteterne til at slå alle hold, og det vil vi vise igen på søndag mod Lyngby, lyder det fra den tyske forsvarsspiller.
- Vi har knoklet de lidt over fire uger i preseason og i denne uge efter pokalkampen, så vi er klar til at komme i gang. Det er nu, alt det hårde arbejde skal vise resultater, siger Jung.
Foto: Getty Images