
Retov: Vi har ikke tabt mange kampe det seneste år
13.08.2018 15:44
Nederlaget til FC København gør ondt på både spillere, trænere og fans, og dagen efter kampen får assistenttræner Martin Retov sat lidt ord på nederlaget og fornemmelsen i truppen.
- Vi er ærgerlige over ikke at få point med fra Parken i går, specielt fordi vi har en fornemmelse af, at langt hen i anden halvleg ligger det og vipper lidt. Den står 1-1, og vi har en god fornemmelse ude på bænken, men vi må også sige, at FCK er skarpe til sidst og scorer på deres chancer, hvor vi ikke får dækket ordentligt op centralt i banen, lyder det fra assistenten, der understreger, at selv om det gør ondt at tabe i et Derby, så skal man huske at kigge på det store billede.
- Det vigtigste er ikke at male fanden på væggen, fordi vi har tabt en fodboldkamp til FC København, som vi ellers vandt mange gange over sidste sæson. Vi vil rigtigt, rigtig gerne vinde hver eneste fodboldkamp, vi stiller op til, og det stræber vi også efter hver eneste gang, vi går på banen. Nu ligger vi trods alt med to point i snit, og det er det, vi fokuserer på i trænerstaben, og det er det, det handler om – at holde det snit gennem hele sæsonen, hvis man vil slutte oppe i toppen.
- Og lad mig lige understrege, at vi har ikke tabt ret mange fodboldkampe det seneste års tid. Vi er ikke er tilfredse med at have tabt, men vi skal op på hesten igen, og på torsdag skal vi forhåbentlig levere en god præstation, så vi går videre til playoff-kampene til Europa League, siger Martin Retov.
Inden denne sæson sagde vi farvel til spillere som Frederik Rønnow, Teemu Pukki og Christian Nørgaard, og det har sat sine spor i truppen, men det er ikke noget, som trænerstaben ikke har været opmærksomme på.
- Ligesom alle mennesker er forskellige, er alle fodboldspillere det samme. For nogle tager det længere tid end andre at finde synergien og energien i holdet og det at arbejde sammen som en helhed, og det har vi også været opmærksomme på. Når vi skifter nogle spillere, der har betydet meget for Brøndby IF, så vil der være et lille hul.
- Der er kommet nogle rigtig dygtige spillere ind, men de skal selvfølgelig lige have fornemmelsen af, hvordan vi gør det i Brøndby IF, og det tager lidt tid, selv om nogle af dem har leveret gode præstationer. Vi skal lære af den kamp og så have rettet fokus mod kampen på torsdag mod Spartak Subotica, lyder det fra Retov.
Kampen spilles på Brøndby Stadion på torsdag den 16. august kl. 20:00, og du kan købe din billet til kampen her.