Storsejr til Brøndby IF
08.04.2018 17:50
Forårssolen stod højt over Brøndby Stadion i dag, hvor Brøndby IF skulle op imod AC Horsens, der tidligere på sæsonen havde drillet de blågule.
Men i dag skulle det være anderledes. Drengene fra Vestegnen overtog styringen af kampen allerede efter første fløjt, og efter 23 minutters fodbold var Brøndby IF foran. Jung sparkede til bolden et stykke ude for feltet, hvorefter Pukki rettede den ind bag en chanceløs Bobjerg. Blot fem minutter senere var Pukki på pletten igen og så stod det 2-0. Derefter var det Wilczeks tur til at komme på tavlen, da han efter et flot opspil lobbede bolden ind til pausestillingen 3-0.
Efter pausen skulle de blågule forsøge, at opretholde det høje niveau fra første halvleg. Og det startede også rigtig godt, da Pukki, efter en god assist af Mukhtar, kunne score sit tredje mål i kampen. Der skulle dog kun gå to minutter til, før AC Horsens fik reduceret på et hovedstød af Lasse Kryger.
Herefter faldt kampen i både niveau og tempo, men lige som man troede at, der ikke ville komme flere mål, ville Lasse Vigen det anderledes, og sparkede bolden ind til slutresultatet 5-1.