Zorniger: FC Helsingør vil kæmpe, som var det en pokalkamp

21.10.2017 08:00

I morgen skal Brøndby IF spille mod oprykkerne FC Helsingør i Alka Superligaens 13. runde. Hvor de blågule er inde i en god stime, slider hjemmeholdet med at få point på kontoen. Men cheftræner Alexander Zorniger ser ikke let på kampen.

Vi viste Zorniger fem billeder fra denne sæson og bad ham forholde sig til dem. Her er hans svar.

- For mig fortæller dette billede en masse om den forbindelse, vi ønsker at have mellem fans og spillere, samt det fokus, der kræves for at vinde. Vi har en utrolig stærk hjemmebane, fordi der netop er en stærk forbindelse mellem spillere, fans og lokalområdet. Tidligere på ugen havde vi åbent hus for vores fans, og det var fantastisk at se, hvor begejstrede børnene blev, når de mødte deres idoler. Det gør altid et stærkt indtryk på mig, og det fortæller mig, hvor stærk en forbindelse der er mellem vores fans og klubben.

- Dette billede handler om troen på, hvad vi gør. Normalt står jeg bag ved spillerne, når de synger og danser med vores fans efter en kamp, så jeg kan normalt ikke se deres reaktion. Men det her er virkelig et stærkt billede, der viser ægte følelser. Fodboldspillere er ikke blege for at dele billeder, hvor de spænder deres muskler og gør sig til, men dette billede er ren og uforfalsket glæde, og der er ingen agenda. Det gør det smukt og ægte i mine øjne. 

- Jeg ser hurtighed og høj individuel kvalitet i dette billede. Men det er faktisk to andre ting, der gør mig glad ved dette billede. Det er modstanderen, som jagter os og ikke omvendt, og alle tre Brøndby-spillere er i bevægelse. Det gør mig glad.

- Jeg har stor respekt for vores modstander i morgen, FC Helsingør. Deres stadion er meget anderledes, end hvad vi ellers møder i Alka Superligaen, så det skal vi være forberedte på. Jeg så FC Helsingørs kamp mod FC Midtjylland, hvor de vandt, og der var en intens energi hos de lokale fans. Så selvom de har mistet nogle point på det seneste, så ved vi, at hvis det ene hold rammer dagen, og det andet ikke gør, kan alle slå alle i Alka Superligaen. Der vil komme mange Brøndby-fans til kampen, så jeg ser frem til en intens kamp med god stemning på tribunerne.

- Jeg har mødt deres træner, Christian Lønstrup, en enkelt gang, da han var ude på Brøndby Stadion og se en kamp i starten af sæsonen. Jeg har stor respekt for ham. De spiller med en tre-back-kæde ligesom FC Nordsjælland gjorde i sidste sæson, så det er med stor taktisk nysgerrighed, at vi er mange, som holder øje med deres måde at spille på. De mistede deres to offensive profiler i (André, red.) Riel og (Mads,red.) Aaquist i transfervinduet, men de vil komme ud til kampen, som var det en pokalkamp, hvor de har alt at vinde, og de vil kæmpe med næb og kløer.

Kampen mellem FC Helsingør og Brøndby IF har kickoff i morgen klokken 16:00, og hvis man ikke allerede har sikret sig billet til kampen, vises den på Canal 9.

Foto: Getty Iamges