Tibbling: Dejligt at score på Brøndby Stadion

15.10.2017 18:45

Brøndby IF fortsatte de gode takter på hjemmebane, da Silkeborg IF blev sendt hjem med et nederlag på 4-1. Gæsterne kom ellers foran på et tidligt mål af Gustaf Nilsson, men en stærk anden halvleg fik vendt resultatet til de blågules fordel.

En af dem, der kom på måltavlen, var Simon Tibbling, der også blev kåret til banens bedste spiller af Brøndby-publikummet. Og den svenske midtbanespiller er nu oppe på lige så mange mål i Brøndby-trøjen, som han nåede i sin tid i hollandske Groningen.

- Jeg har nu scoret lige så mange mål i Brøndby, som jeg skulle bruge næsten 90 kampe på at score i Groningen. Så jeg har fået en god start her. Det er dejligt at score på det her stadion, fortæller Tibbling, der var glad for, at Brøndby IF fik vendt kampen til trods for det tidlige føringsmål til gæsterne.

- Alle kampe lever sit eget liv, og i den her får Silkeborg et tidligt mål, og det er aldrig rart at indkassere. Så det tager lidt tid at komme igen oven på dét.

- De får en udvisning, der gør det lidt lettere for os, og så får vi også scoret nogle gode mål. Men vi skulle have scoret endnu flere mål.

Du kan se hele interviewet med Simon Tibbling på Brøndby Indefra-appen eller på dette link.

Foto: Getty Images