
Röcker før Superliga-kamp nummer 50: Har udviklet mig som person og spiller
30.11.2017 16:09
På søndag har Brøndby-mandskabet sønderjysk græs under støvlerne, når SønderjyskE venter på Sydbank Park kl. 16:00. Benedikt Röcker kan i den forbindelse runde en blågul milepæl, når han har mulighed for at notere sig for sin kamp nummer 50 i Alka Superligaen.
Det hele startede i 4-0-sejren over Esbjerg fB den 17. juli sidste år, og nu kan den tyske forsvarsspiller se tilbage på knap halvandet år på Vestegnen, hvor han har udviklet sig på flere niveauer.
- Det har været en virkelig positiv oplevelse indtil videre. Ikke kun på det sportslige plan, men også på det personlige plan. Jeg er glad for at være her, og jeg er taknemmelig for at være fit, og nu har jeg snart spillet 50 Superliga-kampe. Det er gået virkelig hurtigt, og jeg er stolt af de snart 50 Superliga-kampe for sådan en stor klub som Brøndby IF, siger Röcker og uddyber:
- Jeg har udviklet som både person og spiller i den tid, jeg har været i klubben. Det er første gang, at jeg bor i udlandet, og jeg har skullet lære sproget og kulturen at kende, men der er mange positive mennesker omkring mig, så det sætter jeg stor pris på. Jeg har også udviklet mit spil – især spillet med bolden. Det skal trænerteamet selvfølgelig have tak for, og det viser, at jeg stadig kan udvikle mig som 28-årig. Og det kan man jo kun blive glad over.
En styrket vindermentalitet
Tyskerens første sæson i Brøndby-trøjen resulterede i en andenplads i Alka Superligaen samt en finaplads i DBU Pokalen. I denne sæson føler han, at Brøndby-holdet har taget det næste skridt i udviklingen.
- Vi havde en rigtig god sæson sidste år, men i denne sæson har vi lagt oven på – især i forhold til vindermentaliteten. Hvis man bare kigger på kampen i søndags mod Silkeborg, så spillede vi en dårlig kamp, men vi vandt alligevel. I sidste sæson ville vi nok have tabt sådan en kamp, så der kan jeg se, at vi som hold har udviklet os i det halvandet år, jeg har været her.
Den vindermentalitet skal de blågule spillere også vise på søndag, når de møder de lyseblå sønderjyder i Haderslev, hvor Röcker forventer mange dueller.
- Vi skal finde vores spil fra første fløjt. Vi skal gå ind i duellerne med 100%, fordi der bliver mange af dem – ligesom i sidste runde mod Silkeborg. Vi skal være der for hinanden og vise, at vi er en enhed – både i presspillet og duellerne. Hvis vi gør det, har vi gode chancer for at vinde.
Hvis du vil med til årets sidste udekamp, kan du læse mere og købe billetter til kampen her.
Foto: Getty Images