
Mukhtar: Anderledes, men ok
26.11.2017 08:50
Når der kl. 18:00 i aften sættes gang i 17. runde af Alka Superligaen for Brøndby IF’s vedkommende, er det på Silkeborg IF’s nye hjemmebane, JYSK park.
Det flotte, nye stadion har en bane af kunstgræs, og det er der både fordele og ulemper ved, fortæller Hany Mukhtar.
- Det er selvfølgelig anderledes at spille på kunstgræs, men det er ok. Banen vil hele tiden være jævn og god at spille på, hvor græsbaner på nogle stadions er begyndt at have det svært på grund af det danske vejr.
- Det føles forskelligt at spille på kunst i forhold til et naturligt underlag, men Silkeborg gav os muligheden for at træne på deres stadion lørdag. Det er god stil af dem, for så kommer det nye underlag ikke som en overraskelse for os i dag, understreger den offensive midtbanespiller.
Hjemmeholdet har de seneste kampe haft det sværere i Alka Superligaen end Brøndby IF, og den linje må de to hold godt følge søndag.
- Vi skal spille mod to af vores holdkammerater, Gustaf Nilsson og Gregor Sikosek, og selv om vi selvfølgelig ønsker, at det går dem godt, er det vigtigere, at vi henter tre point mere til os selv. Så må Silkeborg godt komme i gang i næste runde, siger Mukhtar.
Foto: Getty Images