
Kvinderne vandt pokalturneringen
12.05.2017 19:12
Brøndby IF's bedste kvindehold var storfavoritter mod Varde i finalen i kvindernes pokalturnering, og favoritværdigheden skulle hurtigt vise sig at være helt efter bogen.
Med en sejr på 3-1 blev den 10. pokaltitel hentet hjem til Vestegnen.
Simone Boye bragte Vestegnens Kvinder i front efter bare fem minutter. Mindre end fem minutter efter var Nanna Christiansen på plads og fordoblede føringen.
Efter pausen øgede Nicoline Sørensen til 3-0, inden Laura Bahl fik reduceret lige inden sidste fløjt.
Dermed fik Per Nielsens hold det bedst mulige afsæt frem mod de sidste kampe i 3F-ligaen og jagten på mesterskabet, hvor de på førstepladsen har to point ned til rivalerne fra Fortuna Hjørring.