Christian Enemark: Jeg fik et sus i maven
22.05.2017 10:25
Da Brøndby IF i aftes løb på banen til opgøret mod SønderjyskE, var det med en debutant i startopstillingen.
Christian Enemark fra Brøndby Masterclass U19 startede på højre back, hvor han gjorde det så godt, at Zorniger efter kampen kaldte ham for holdets bedste spiller.
- Det var en kæmpe oplevelse, sagde U19-talentet efter kampen.
- Der var en fantastisk atmosfære omkring kampen med mange tilskuere og en god tænding på kampen. Det var utrolig lærerigt for mig, og jeg er rigtig glad for, at coach gav mig chancen for at vise, hvad jeg kan. Det er jeg meget taknemmelig for.
Da han i slutningen af sidste uge fik at vide, at han var udtaget til Alka Superliga-truppen til kampen mod SønderjyskE, hvor det en overrasket Masterclass-spiller, der fik beskeden.
- Der gik et sus gennem mig. Det kom lidt bag på mig – faktisk helt ud af det blå. Og da jeg så får at vide, at jeg skal starte inde … Det var prikken over i’et, og jeg fik lidt sommerfugle i maven. Men coach sagde, at jeg bare skulle gå ind og spille mit eget spil.
- Jeg er glad for, at jeg kunne bidrage til holdet. Det var en fantastisk mulighed, men det er rigtig ærgerligt, at vi ender med at tabe 3-0, lød det fra Christian Enemark, der var tilfreds med sin egen indsats.
- Jeg synes, jeg gør det fint nok. Jeg skal lige i gang og vende mig til tempoet, men ellers falder jeg godt ind i det. Holst, Phiri og Hjörtur hjalp mig utrolig godt på plads, og alle på holdet var rigtig flinke over for mig. Min debut giver helt klart tørst efter mere.
Foto: Getty Images