Slovakisk spiller til prøvetræning

14.06.2017 14:00

I dag møder den del af spillertruppen som ikke har været i landsholdstjeneste ind til den første træning i den nye sæson. Blandt spillerne til dagens træning er også 19-årige Filip Blazek. Den unge slovak skal træne med frem til søndag den 18. juni, da sportsdirektør Troels Bech og cheftræner Alexander Zorniger gerne vil se den unge spiller an på træningsbanen.

Filip Blazek spiller på den defensive midtbane i en 6’er position og har p.t. kontrakt med FK Senica i den bedste slovakiske liga. Sportsdirektør Troels Bech fortæller her om Blazek:

- Vi har set Filip spille et par kampe og kan se, at han har potentiale, men vores aggressive spillestil kræver meget, så vi vil gerne se ham i vores træningsmiljø. At man spiller godt i et traditionelt spilsystem betyder ikke, at man automatisk spiller godt i vores måde at praktisere fodbold på.

- Derfor vil vi gerne se især yngre spillere an i prøvetræninger, hvor vi kan få en fornemmelse af, om potentialet kan foldes yderligere ud hos os. Det gælder også med Filip. Han er en ung og talentfuld spiller, og nu skal de næste dages træninger så vise, om vi har en fremtid sammen.