Kliment med gode minder fra Nordsjælland

22.07.2017 13:45

Når Brøndby-mandskabet søndag gæster Right to Dream Park i Farum, bliver det for Jan Kliments vedkommende et gensyn med det stadion, hvor han i sidste sæson scorede sit første blågule mål. En kamp, der endnu ikke er gået i tjekkens glemmebog. 

- Jeg husker kampen mod FC Nordsjælland, hvor jeg scorede mit første Brøndby-mål, så det var en lidt speciel kamp for mig. Vi spillede 1-1, og det var en svær kamp - blandt andet på grund af deres kunstgræsbane. De træner på sådan en bane hver dag, hvilket kan give dem en lille fordel, så vi skal være meget fokuseret, fortæller Kliment og sætter et par ord på sit første Brøndby-mål, der kom i hus sent i anden halvleg.

- Jeg husker mit mål som et langskud, der flyver op i højre målhjørne. Det var et af mine flottere mål, så det tror jeg aldrig, at jeg kommer til at glemme, siger Brøndby IF's nummer 29, der hos BetFair ligger til odds 6.00, hvis angriberen på ny scorer i anden halvleg mod FC Nordsjælland på søndag.

Kliment er i denne sæsons udgave af Alka Superligaen kommet stærkt fra start med et mål mod FC Midtjylland i første spillerunde. Angriberen håber da også på at få netmaskerne til at blafre igen i kampen mod Kasper Hjulmands tropper, men understreger, at sejren er det vigtigste.

- Jeg håber, at jeg kan score igen på søndag. Som angriber skal jeg score i hver kamp, så forhåbentligt får jeg scoret, men det vigtigste er, at vi vinder kampen. Om det er mig, Mukthar, Pukki eller Wilczek, der scorer, er ligemeget - det vigtigste er som sagt, at vi vinder kampen og fortsætter den gode start i Superligaen.

Efter søndagens kamp mod FC Nordsjælland står den atter på europæisk fodbold, når Alexander Zornigers mandskab torsdag den 27. juli skal møde kroatiske Hajduk Split på Brøndby Stadion. Med et sæsonkort til Brøndby Stadion får du forkøbsret til europæiske kampe og mulighed for at sikre dig en plads til kampene - både på udebane og hjemmebane. 

Du kan købe et sæsonkort til sæsonen 17/18 her.

Foto: Getty Images