
Zorniger: God energi i truppen
10.09.2016 09:10
Søndag kl. 18:00 fløjtes kampen mellem Brøndby IF og AaB i gang i Alka Superligaens 8. runde. Begge hold ligger godt med i toppen med hver 15 point, men "drengene fra Vestegnen" er et mulehår foran aalborgenserne på grund af en væsentlig bedre målscore.
23 mål har de blågule scoret mod AaB’s 10 mål i sæsonens syv første kampe, og Brøndby IF’s forsvar har kun lukket seks mål ind, mens Aab har lukket syv mål ind. Cheftræner Alexander Zorniger forventer derfor en tæt kamp.
- Vi har nydt godt af landsholdspausen, og med undtagelse af Mukthar har vi fået alle landsholdsspillerne hjem uden skavanker. Dem, der har været på landsholdstjeneste, virker samtidig glade for at være tilbage, og der er en rigtig god energi og glæde i truppen, forklarer cheftræneren.
- Før landskampspausen var vi inde i en god periode i Alka Superligaen. Den skal vi fortsætte mod AaB, og det gør vi kun, hvis vi bliver ved med at spille vores eget spil og være aggressive. Vi skal blive ved med at bygge på, og derfor glæder det mig, at spillerne hver dag møder ind til træning villige til at lære og turde lave fejl. Vi bruger stadig meget energi i kampene på at lykkes med de basale ting i vores spillestil, så derfor er det for tidligt at sige, hvor vores reelle niveau er. Men i den korte tid jeg har været her og lært spillerne at kende, så er jeg indtil videre tilfreds med, hvad jeg har set.
Fokuserer på eget spil, ikke historiebøgerne
AaB har på deres hjemmebane i det nordjyske vist sig en svær nød at knække for de blågule i de sidste mange sæsoner, men cheftræner Alexander Zorniger tillægger det ingen betydning for søndagens kamp.
- Jeg har selvfølgelig fået fortalt, at vi tidligere har haft det svært i Aalborg, men det interesserer mig ikke. Vi er et nyt hold med en ny spillestil, og vi tror på os selv. Før AGF-kampen talte folk også om, at vi havde haft det svært mod AGF i Aarhus, men der leverede vi et fint resultat. Vi er kun fokuserede på at spille vores eget spil og ikke på historiebøgerne.
- Vi ved, at det bliver en intens kamp, der kan blive meget lige. For ligesom vi har fået bygget selvtillid op i de første syv kampe, så kommer AaB også ind til kampen med selvtillid efter en god sæsonstart. AaB er godt organiseret defensivt, så vi skal bruge vores hurtighed og være direkte i vores spil.
Kampen vises på TV3+ kl. 18:00 med optakt fra kl. 17:00. Tror du, at månedens spiller i Alka Superligaen, Teemu Pukki, fortsætter, hvor han slap i august og derfor scorer mod AaB, så giver den finske landsholdsspiller i skrivende stund odds 16 hos Bet25.dk, hvis han scorer minimum to mål.
Foto: Getty Images