
Zorniger: Et helt hold, der arbejdede for sagen
11.09.2016 22:35
- Det må have været underholdende for publikum med chancer i begge ender.
Sådan lød den første kommentar fra cheftræner Alexander Zorniger efter 1-0-sejren over AaB. De foregående otte gange havde Brøndby IF ellers forladt Aalborg uden at sejre, men den stime blev brudt, da Kamil Wilczek blev matchvinder.
Med Lebogang Phiri, Andrew Hjulsager, Svenn Crone, Frederik Holst og Hjörtur Hermansson på 21 år, Christian Nørgaard på 22 og Frederik Rønnow på 24 i startopstillingen kunne Alexander Zorniger se et ungt Brøndby-hold holde målet rent for femte gang i otte Superliga-kampe.
- Det var måske ikke vores bedste kamp rent spillemæssigt, men alle spillerne fightede og arbejdede hårdt for hinanden. Der var mange vigtige returløb fra alle positioner, og det er netop det, jeg forventer af dem. Også af angriberne. Holdet leverede masser af energi mod en virkelig god modstander, og det var afgørende, at vi havde et helt hold, der var klar til at arbejde for sagen, siger cheftræneren.
Midt i første halvleg måtte han rokere rundt i defensiven, da Hjörtur Hermansson udgik med smerter i skulderen. Det rykkede anfører Johan Larsson ind i midterforsvaret og Frederik Holst ned som højre back. Det sendte Christian "Greko" Jakobsen i aktion på midtbanen, og senere fulgte debut til Jan Kliment, mens Rodolph Austin kom ind i slutfasen.
- Vi havde gode folk på bænken, som var klar til løfte opgaven. Samtidig gjorde Johan Larsson en god figur på en uvant plads, og det viste styrke, lyder det fra Zorniger.
Næste opgave er på søndag den 18. september kl. 16:00, hvor Viborg FF kommer på besøg på Brøndby Stadion. Billetterne til kampen kan du sikre dig her.
Foto: Getty Images