Wilczek: Første halvleg var under niveau

18.09.2016 18:37

Kamil Wilczek kom på tavlen for sjette gang i sæsonen, men desværre rakte det ikke til point i kampen mod Viborg.

Gæsterne kom nemlig på tavlen to gange, og dermed endte kampen 2-1. Målscoreren til 1-1 var kort efter kampen især utilfreds med første halvleg, hvor der ikke var meget, der lykkedes for de blågule.

- Vi er naturligvis trætte af, at vi tabte kampen. Jeg synes, at første halvleg var under niveau. I anden halvleg fik vi mere fart i vores spil, og vi skabte flere chancer, end vi gjorde i første halvleg.

- Efter udligningen til 1-1, havde jeg en følelse af, at vi ville vinde kampen, og vi pressede på efter målet. Men det var ikke nok i dag, og desværre tabte vi kampen.

Wilczek ser nu frem mod næste opgave i Alka Superligaen. Den falder allerede på torsdag, hvor Brøndby IF gæster Lyngby BK, og så hæftede han sig ved, at det var sæsonens første nederlag.

- Nu har vi snart en ny kamp, og der skal vi tilbage på sporet med tre point. Og så var det som sagt det første nederlag, så vi har stadig fået en god start på sæsonen.

LÆS OGSÅ:
- Nørgaard: Spiller ikke som et hold i dag
- Nederlag mod Viborg på Brøndby Stadion

Foto: Getty Images