
Tre point med hjem fra Aalborg
11.09.2016 19:56
Brøndby IF rejste søndag aften til Aalborg. Her gæstede de AaB på Nordjyske Arena, og på en scoring af Kamil Wilczek hentede de blåklædte Brøndby-spillere en 1-0-sejr med hjem.
Det startede godt for Brøndby IF på den ellers være udebane i Aalborg.
I det ottende minut viste Kamil Wilczek sin råstyrke, da han på en aflevering fra Phiri holdt AaB-forsvaret væk og sendte bolden i nettet til en tidlig føring til Brøndby IF.
Efter små 20 minutter måtte Hjörtur Hermannsson lade sig udskifte, efter han fik et slag på skulderen lidt tidligere i kampen. Ind kom ”Greko” i stedet for, og det betød en del rokeringer på Brøndby-mandskabet.
”Greko” kom ind på den 10’eren, mens Hjulsager rykker ned på sin position på den centrale midt. Holst flyttede på højre back og Johan Larsson ind i midterforsvaret. Det gav en lille smule uro i kæderne, og AaB begyndte at presse på. Det blev dog aldrig rigtig til mere end opløb til chancer.
Kampen udviklede sig til et fysisk opgør, hvor der blev gået til den i nærkampene
Ti minutter før pausen kom der en stor chance til Brøndby IF igen. Andrew Hjulsager stod alene i feltet med Aab-målmanden, men den ellers træfsikre Hjulsager fik skuddet reddet. Kort efter var det Pukki, der kom til en afslutning tæt under mål, men heller ikke her resulterede det i en scoring.
Hjemmeholdet kom i første halvleg til et par farlige indlæg, men Brøndby-forsvaret kom i vejen hver gang, der blev lagt an til en afslutning.
Efter pausen fortsatte kampbilledet med de intense nærkampe, men i starten førte det ikke til de store chancer. Den skulle dog komme efter syv minutter – denne gang til hjemmeholdet, hvor Thomas Enevoldsen kom alene igennem med Frederik Rønnow, men Brøndby-keeperen klarede fornemt.
Tyve minutter inde i anden halvleg var det Brøndby IF’s tur til at være alene med modstandernes målmand, men Kamil Wilczek kunne ikke få bolden ind bag Nicolai Larsen i AaB-målet igen.
Der kom flere chancer til Brøndby IF, men også en dobbeltchance til først Wilczek og derefter Christian Nørgaard kom Nicolai Larsen i AaB-målet i vejen for.
Få minutter efter fik Nørgaard endnu en mulighed, da bolden efter et hjørnespark blev spillet skråt tilbage til ”Nør”, men afslutningen tog den ene stolpe.
Igen skulle der kun gå kort tid inden endnu en stor chance til Brøndby IF. Denne gang spillede indskiftede Jan Kliment Hjulsager fri, men afslutningen tog en AaB-tå og gik til hjørne.
Brøndby havde flere gode muligheder i kampens sidste minutter, men Kamil Wilczeks mål blev kampens eneste, og dermed ender alle tre point hos Brøndby IF.
Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).
Foto: Getty Images