Zorniger: Samme niveau som i begyndelsen af sæsonen

30.10.2016 19:09

Både Teemu Pukki og Kamil Wilczek fandt vej til netmaskerne, da Brøndby IF vandt 2-0 over AaB på Brøndby Stadion.

Fra sidelinjen så en tilfreds cheftræner Alexander Zorniger sit hold skabe chancer med den ønskede energi og aggressivitet, og i modsætning til tidligere kampe i sæsonen lukkede de blågule ned for modstanderen efter at være kommet foran med to mål.

- Jeg synes, at vi præsterede på samme niveau som i begyndelsen af sæsonen. Det er selvfølgelig sværere lige nu, fordi alle vores modstandere har fået mulighed for at analysere os, så det kræver en lille smule mere energi på nuværende tidspunkt at skabe chancerne og at undgå chancerne imod, siger Alexander Zorniger.

Tidligere har han set holdet være foran med to mål mod AC Horsens, FC Midtjylland og Randers FC for desværre at ende med at spille uafgjort, men i dag mod AaB var anderledes.

- Når man spiller på vores måde, kan man ikke forvente at holde modstanderen på nul chancer, for i visse situationer er vi meget mere offensivt tænkende end defensivt. Det skal vi lære at håndtere, og i dag er jeg meget mere tilfreds med de sidste 15 minutter end i de tidligere kampe. Vi havde en god organisation og forsøgte at holde dem væk fra vores felt. Indimellem må man skærme af for deres pasningsmuligheder for at undgå, at modstanderen skaber chancer, og selv om vi holdt den form for organisation til slut, så er jeg sikker på, at vi havde masser af højintense løb alligevel. Vi må acceptere, at det er svært at spille på den samme måde over 90 minutter, og derfor gjorde spillerne det rigtig godt i dag i det forskellige faser, lyder det fra Brøndby-cheftræneren.