Zorniger: Fantastisk energi på Brøndby Stadion

23.10.2016 21:29

I en hårdt kæmpet kamp mod gæsterne fra AGF kunne Brøndby IF føje endnu tre point til kontoen, så totalen efter 14 kampe nu lyder på 26 point. Det var anden gang i sæsonen de to Alka Superliga-mandskaber tørnede sammen, men hvor den første kamp endte hele 7-0 til de blågule, så måtte drengene fra Vestegnen i aften nøjes med en 1-0-sejr på et mål af Hany Mukhtar.  

brondby.com fik efter kampen cheftræner Alexander Zornigers tanker om kampen.

- Vi leverede en god holdindsats i aften, men det blev ikke det festfyrværkeri, som vi tidligere i sæsonen har leveret. Vi gik ind til kampen med vores sædvanlige gameplan, men vi vidste, at det ville blive en meget fysisk kamp med mange dueller. Det lod vi os ikke røre af og viste stærk fysik og stor moral kampen igennem.

- Vi kommer til at spille mange flere lige og hårde kampe i resten af efteråret, så det var godt at se en holdindsats som den i aften, hvor vi brugte vores fysik rigtigt. 

I aftenens kamp startede Marcos Ureña inde for første gang i sæsonen, og cheftræner Alexander Zorniger påpeger vigtigheden af at alle i spillertruppen er klar, når det gælder.

- Det vigtigste i arbejdet med en spillertrup er, at alle skal være klar, for der kan altid opstå en situation, hvor holdet har brug for netop dig. Jo længere man kommer ind i sæsonen, jo mere vil der ske udskiftninger i startopstillingen på grund af karantæner, småskavanker og deciderede skader.

- Derfor er det vigtigt, at spillerne, der står på spring, er klar til at komme ind og løfte holdet, enten fra start eller fra bænken. Det var derfor positivt at se, at vi her til aften spillede som et hold trods et par nye ansigter blandt de 11 startende. 

Der var flot opbakning fra lægterne kampen igennem, og det gik heller ikke ubemærket hen for cheftræneren, som især bed mærke i støtten i de sidste ti minutter af kampen, hvor der virkelig blev gået til stålet på banen. 

- Vores fans giver altid en fantastisk støtte, der løfter os. Det gjorde de også i dag fra første fløjt. Det var en hektisk afslutning på kampen, og i de sidste ti minutter var der en helt fantastisk energi på stadion mellem vores fans og vores spillere. Vores fans kan mærke, når spillerne giver sig fuldt ud og den fight og vilje, vi viste, blev belønnet af vores fans. Der er et helt specielt bånd mellem vores fans og holdet, og det giver os energi til sidste fløjt.

Næste gang Brøndby IF er i aktion på Brøndby Stadion er allerede på søndag, hvor AaB kommer på besøg. Du kan købe billet til kampen her.

Foto: Getty Images