
Q&A med bestyrelsesformand Jesper Møller vedr. emissionen
24.10.2016 09:16
Tidligere i dag offentliggjorde Brøndby IF sit prospekt i forbindelse med emissionen. Her giver bestyrelsesformand Jesper Møller en række svar på, hvorfor emissionen er nødvendig, og hvem garanterne er.
Bestyrelsesformand Jesper Møller, hvorfor er en emission nødvendig?
- Med denne emission ønsker vi at skabe et godt fundament for at nå vores målsætning i Strategi 6.4 om at være i økonomisk ligevægt i 2019, idet provenuet fra emissionen skal bruges til at indfri rentebærende gæld, som stort set vil gøre Brøndby IF gældfri, samtidig med at Brøndby IF fortsat ejer Brøndby Stadion.
- Herudover ønsker vi at investere yderligere i faciliteter til glæde for fans og sponsorer, således at vi har endnu bedre muligheder for at nå økonomisk ligevægt. Vi ønsker samtidig at skabe en økonomisk platform, hvor vi ikke har behov for økonomisk støtte i tide og utide, og derfor gennemfører vi emissionen for at sikre et tilstrækkeligt kapitalberedskab.
Det er blot tre år siden sidste emission. Hvorfor er det nødvendigt allerede igen?
- Vi har i løbet af de seneste 13 måneder måttet låne penge fra vores hovedaktionær, da vi i den periode ellers ikke ville have haft et tilstrækkeligt kapitalberedskab. Vi satte Strategi 6.4 i søen i foråret for blandt andet at sikre økonomisk ligevægt og dermed skabe et solidt økonomisk fundament, hvor vi ikke har behov for økonomisk støtte i tide og utide. Derfor gennemfører vi emissionen for at sikre et tilstrækkeligt kapitalberedskab og for at kunne investere i fremtiden til glæde for fans, sponsorer og klubben.
Hvad betyder emission for klubben lige her og nu?
- Som klub ønsker vi naturligvis en så succesfuld emission som muligt, da det vil give klubben en god platform for det videre arbejde med både at sikre, at vi spiller med i toppen af Superligaen, og samtidig fokusere på at vi opnår økonomisk ligevægt. Her er emissionen vigtig, for med de 100 mio., som allerede er garanteret, kan Brøndby IF blive stort set gældfri, samtidig med at der investeres i forbedrede faciliteter til glæde for fans og sponsorer. Bliver provenuet større end de 100 mio., så vil der være endnu bedre muligheder for investeringer til glæde for fans og sponsorer.
Hvis man investerer penge i Brøndby IF, hvad er man så garanteret?
- Så er man med til at sikre grundlaget for at drive en fodboldklub i toppen af dansk fodbold. En fodboldklub, som vil være fri af rentebærende gæld og ejer sit eget flotte Stadion med plads til 28.000 tilskuere. Det skaber en platform for, at Brøndby IF kan være en afgørende faktor i dansk fodbold i mange år frem.
Hvorfor er det en god ide at investere penge i Brøndby IF?
- Det er op til hvert enkelt at vurdere, om det er en god ide. Vi har i prospektet beskrevet, hvad vi ønsker at anvende provenuet fra emissionen til, blandt andet afvikling af hovedparten af den rentebærende gæld og investeringer i forbedrede faciliteter til folk på stadion. Det, mener vi, er med til at sikre Brøndby IF et godt udgangspunkt for at være med i den øverste del af Superligaen i årene fremover.
Hvis emissionen lykkes, så ønsker Brøndby IF at blive gældfri. Hvorfor er det vigtigt?
- Det er rigtigt, at vi vil indfri langt hovedparten af den rentebærende gæld. Det, mener vi, er med til at sikre Brøndby IF en platform, så Brøndby IF har gode muligheder for at være med i den øverste del af Superligaen. Samtidig vil reduktionen af gæld gøre det nemmere at opnå økonomisk ligevægt, idet det vil reducere Brøndby IF’s finansielle udgifter.
Kan du garantere, at der ikke kommer en emission igen om tre år?
- En sådan garanti kan ingen give. Vi mener, at vi med denne emission skaber et godt fundament for at nå vores målsætning i Strategi 6.4 om at være i økonomisk ligevægt i 2019, idet provenuet fra emissionen skal bruges til at indfri rentebærende gæld, som stort set vil gøre Brøndby IF gældfri, samtidig med at Brøndby IF stadig ejer Brøndby Stadion. Herudover ønsker vi at investere yderligere i forbedrede faciliteter til fans og sponsorer, således at vi har endnu bedre muligheder for at nå frem til økonomisk ligevægt.
Har klubbens hovedaktionær, Jan Bech Andersen, stillet nogle krav i forbindelse emissionen?
- Nej. Vi har et tæt og godt samarbejde med Jan Bech Andersen, hvilket kun er naturligt, da han er klubbens hovedaktionær. Vi er utrolig glade for samarbejdet og sætter pris på Jan Bech Andersens store engagement i klubben.
Hvad vil der ske, hvis emissionen ikke bliver gennemført?
- Det håber vi ikke, og det forventer vi ikke. Det er et hypotetisk spørgsmål, som vi i givet fald vil vurdere, hvis den situation skulle indtræffe. Der er allerede ved starten af emissionen givet garantier for tegning af nye aktier for minimum 100 mio., så vi forventer, at emissionen gennemføres med et provenu på minimum 100 mio.
Ud over Jan Bech Andersen, som investerer i Brøndby, så er der også fire garanter. Hvem er det?
- Det er fire individuelle, finansielle investorer, som har stor erfaring i at deltage i kapitaludvidelser og lignende situationer, og som har accepteret at garantere en del af emissionen efter at have vurderet investeringscasen grundigt.
Blandt de fire garanter er der en anynonym privatperson. Kan du fortælle mere om personen?
- Det er en finansiel investor, der ikke tidligere har haft nogen tilknytning til Brøndby IF, hverken som ansat eller som bestyrelsesmedlem. Der er tale om en aktieinvestor, som har stor erfaring med at garantere kapitaludvidelser for danske børsnoterede virksomheder. Garantien er som for de øvrige stillet som en finansiel garanti.
- Da vi ikke er forpligtede til at offentliggøre navne på privatpersoner, og da vedkommende ikke ønsker at få sit navn offentliggjort, har vi valgt at respektere det.
Kender garanterne Jan Bech Andersen?
- Nej, os bekendt kender de ikke hinanden.
Læs mere om offentliggørelsen af prospektet for emissionen ved at trykke her.
Selve prospektet kan ses og downloades via prospekt.brondby.com.
For at give nuværende og nye investorer mulighed for at blive præsenteret for virksomheden og Brøndby IF's syn på fremtiden, inviterer Brøndby IF til investormøde, der afholdes tirsdag den 1. november 2016 kl. 17:00 i Europa Lounge, Brøndby Stadion 30, 2605 Brøndby.
Foto: Arnason.dk