Röcker: Frustrerende at se den gå på stolpen

20.11.2016 19:54

Brøndby IF måtte rejse hjem til Vestegnen uden point i bagagen, da Anders K. Jacobsens scoring i første halvleg blev kampens eneste.

Benedikt Röcker var skuffet, da brondby.com fangede ham umiddelbart efter slutfløjtet.

- Det var et skuffende resultat. Vi hjalp ikke hinanden nok inde på banen. Vi skabte chancer nok til at kunne vinde kampen, men vi manglede det sidste.

Tyskeren synes, at de grønklædte Brøndby-spillere præsterede bedre efter pauseteen, hvor de satte værterne under et tungt pres.

Det resulterede blandt andet i et hovedstød på stolpen fra Röcker, men ind ville bolden ikke.

- Jeg synes, vi investerede mere i anden halvleg, men det var desværre ikke nok. Jeg kom selv til en god hovedstødschance, men præcis ligesom i udekampen mod Lyngby prellede den af på stolpen.

- Det var naturligvis frustrerende, og det havde været en fin timing for mig at score mit første mål for klubben i dag. Men nu kigger vi frem mod næste kamp, slutter midterforsvareren. 

Foto: Getty Images