- Hvis vores opbakning kan give de 5 % ekstra...

04.11.2016 14:19

- Når vi spiller mod Brøndby IF, er det lidt anderledes end mod andre hold, for deres fans er med til at skabe en fantastisk kulisse.

Sådan lød det i onsdags fra Viborg-direktør Morten Jensen, som samtidig udtrykte, at de grønblusede fra domkirkebyen glæder sig til søndagens opgør mellem de to mandskaber.

Det samme gør de Brøndby-fans, som gang på gang leverer en imponerende vokal fra tribunen, når de blågule spillere jagter point på udebane.

- Det primære mål er at støtte spillerne, men for os fans er udebaneturene også en god afveksling fra hjemmekampene, hvor vi kommer rundt på de forskellige stadioner og får en anden oplevelse - især i takt med at flere klubber har fået ombygget deres tribuner og opgraderet udebaneafsnittene. For mig personligt gør oplevelsen af at være på stadion, at jeg lever mig mere ind i kampene. Man kan mærke stemningen på stadion og følelsen af at dele frustrationer eller glæde med mange andre Brøndby-fans. Jeg tror ikke, at nogen bilder sig ind, at vores fremmøde eller støtte påvirker resultatet eller spillernes indsats direkte, men hvis vores opbakning kan give de 5 % ekstra i afgørende situationer, så spillerne nemmere kan stå imod et pres eller løbe de ekstra meter, så er det med glæde vores bidrag, fortæller Johan fra Brøndby Tifo.

Brøndby Tifo er den gruppe, som via frivillige kræfter og fandonerede midler laver tifoer til Brøndby IF’s kampe. Det gælder i høj grad på hjemmebane, hvor tifo-gruppen har indgående kendskab til stadion og dialog med klubbens fan- og stadionpersonale, men indimellem også når det går løs andre steder end på Brøndby Stadion.

- Udebanetifoer er en god måde at vise, at vi er på stadion for at støtte spillerne. At vi kan udføre store udebanetifoer, det viser kreativiteten og antallet i vores udeafsnit. Der er ikke mange klubber i landet, som har kapaciteten til at producere og udføre en udebanetifo. Det har vi, og det skal vi vise, tilføjer han og understreger, at fansene hellere end gerne lavede endnu flere.

Ønsket fra Brøndby Tifo er derfor nogle mere ensarterede retningslinjer på tværs af ligaen.

- Desværre oplever vi, at muligheden for at lave udebanetifoer er stærkt begrænset. Eksempelvis oplever vi ofte et forbud mod de materialer, vi skal bruge, selv om de er tilladt på andre stadioner eller på hjemmeholdets afsnit. Generelt er hele processen for godkendelse af tifoer på udebane ekstremt langstrakt, og vi føler os derfor nødsaget til at skrive flere måneder før en udekamp, så vi kan modtage et endeligt svar, inden selve produktionen af tifoen begynder. Det ville være ærgerligt at have brugt så meget tid og så mange ressourcer for blot at modtage et forbud af tifoen. Det gør, at vi ikke kan handle særlig impulsivt, og det begrænser antallet af tifoer. Det skal dog understreges, at det langt fra er alle steder, at disse problemer opstår.

Brøndby IF har tidligere taget initiativ til forbedrede forhold på udebaneafsnit i Alka Superligaen og vil fortsætte dialogen i forhold til at optimere forholdene for stemningsskabende gæstefans, herunder også muligheden for tifoer.

Hvis du ønsker at støtte Brøndby Tifo og deres imponerende arbejde, kan du gøre det via Mobile Pay på 3074 1964.

Skal du til Viborg for at støtte de blågule spillere på søndag? Så kan du købe billet lige her. Bet25 har Brøndby IF som favoritter i opgøret, og i skrivende stund giver en blågule sejr på minimum to mål odds 2.90.

Foto: Getty Images