Boguddrag: Forsøgte at flytte Idrætsparken til Brøndby

24.11.2016 11:11

Brøndby IF hylder den forhenværende borgmester, Kjeld Rasmussen, når Silkeborg gæster Brøndby Stadion den 27. november (køb din billet her). Anledningen er Kjeld Rasmussens 90-årsfødselsdag.

To dage før kampen udkommer portrætbogen ”KJELD – Borgmesteren, der skabte Brøndby”, og som optakt til 90-årskampen bringer vi en håndfuld uddrag. Tredje uddrag stammer fra kapitel 17, og det kan du læse nedenfor.

Overskuddet fra salget af bogen går ubeskåret til det nystiftede ”Kjeld Rasmussens Rejselegat”. Formålet med Kjeld Rasmussens Rejselegat er at støtte Brøndby IF-unges sports- og studierejser. Hvert år vil der fra rejselegatet blive uddelt midler til dette formål. Legatet administreres af Per Bjerregaard og Morten Bødskov på vegne af støtteforeningen BIFs Venner.

-----

Uddrag fra kapitel 17: Opgøret

BIF var reelt blevet for store til Brøndby Kommune. Der var ikke meget mere at gøre for borgmesteren og kommunalbestyrelsen, der havde bakket klubben op i alle ender og kanter siden begyndelsen i 1964, men nu var grænsen nået. Kjeld ville støtte, når det var rimeligt og muligt, men sige fra, når det var urimeligt og umuligt.

Nu var det ikke sådan, at han havde tabt pusten og gejsten. Slet ikke. Kjeld lod sig i sommeren 1985 interviewe af Aktuelt, der bragte et billede af en nogenlunde veltrimmet borgmester med racercykel på de skrå brædder i Forum. Anledningen var, at Brøndby-borgmesteren havde kastet sig ind i kampen om at få flyttet Idrætsparken til Brøndby. Mindre kunne ikke gøre det.

Visionerne fejlede altså ikke noget. Det hele hang jo ligesom sammen, syntes han. Brøndby Hallen var første skridt. Derefter Dansk Idræts-Forbund og så DBU. Borgmesteren, der tidligere havde ytret, at han havde overvejet at købe både boldklubben AB og KB, havde set det komme. Idrætsparken havde charme og historie, men der manglede moderne faciliteter. Det bekymrede Kjeld, at Herning som sædvanlig troede, at byen kunne komme på tale. Hvis Danmark skulle have et nyt nationalstadion var der kun ét sted, det kunne ligge: Brøndby.

Der blev senere søsat et projekt under navnet “Stadion-Danmark”, der skulle ligge i Brøndby Kommune ned mod motorvejen, men den sag ville i sidste ende nok nærmere blive afgjort af Per Bjerregaard og BIF end af Brøndby Kommune, der ikke tilnærmelsesvis havde penge til at bidrage til et sådant projekt, og ej heller et politisk ønske om at gøre det. Det hele var et spørgsmål om at få det til at ske gennem Per Bjerregaard og hans organisation. Lægen var selv på vej ind i en periode, hvor ambitionerne og armbevægelserne ikke stod mål med realiteterne, så borgmesteren talte bestemt ikke for døve øren.

-----

Du kan allerede nu forudbestille bogen hos Saxo.com ved at klikke her.

Vil du med til Kjeld Rasmussens 90-årskamp på Brøndby Stadion søndag den 27. november, så køb din billet for blot 90 kr. lige her. Børnebilletter koster som altid 20 kr.

Foto: Forstadsmuseet