
Boguddrag: BIF blev mere end en fodboldklub
14.11.2016 13:00
Brøndby IF hylder den forhenværende borgmester, Kjeld Rasmussen, når Silkeborg gæster Brøndby Stadion den 27. november. Anledningen er Kjeld Rasmussens 90-årsfødselsdag.
To dage før kampen udkommer portrætbogen ”KJELD – Borgmesteren, der skabte Brøndby”, og som optakt til 90-årskampen bringer vi en håndfuld uddrag. Nummer to i rækken finder du nedenfor.
Overskuddet fra salget af bogen går ubeskåret til det nystiftede ”Kjeld Rasmussens Rejselegat”. Formålet med Kjeld Rasmussens Rejselegat er at støtte Brøndby IF-unges sports- og studierejser. Hvert år vil der fra rejselegatet blive uddelt midler til dette formål. Legatet administreres af Per Bjerregaard og Morten Bødskov på vegne af støtteforeningen BIFs Venner.
-----
Fra Kapitel 17: Opgøret
Per Bjerregaard, der måtte stoppe som læge for at kunne passe den ekspanderende fodboldforretning, prioriterede til enhver tid det frivillige lederarbejde fuldt på højde med økonomisk planlægning og sportslig strategi. Det væltede ind med børn, der ville spille fodbold i BIF, men især væltede det ind med voksne og deres familier. På den måde blev BIF mere end en fodboldklub. Det blev kommunens ubetinget største sociale samlingssted, og det blev samtidig til den fantastiske, næsten eventyrlige og sympatiske fortælling om den lille klub med det store sociale ansvar.
Der var ikke mange, som ikke ville med på den vogn. Slet ikke medlemmerne af kommunalbestyrelsen. Det var nye tider i BIF. De bedste spillere kunne nu sælges til beløb, man ikke havde kendt før i dansk fodbold, men bestyrelsens fokus lå i meget høj grad på det frivillige og det sociale. Det var ikke blot en skåltale, det var noget, de faktisk gjorde.
Per Bjerregaard var ikke alene, men han stod for det meste og sørgede for, at der hvert år blev sat rigeligt med penge af til både ungdomsafdelingen, ture til udlandet og navnlig to årlige fester for alle frivillige. Det var noget, alle i klubben og kommunen efterhånden så frem til. Her blev de frivillige ledere præsenteret for den bedste mad, de mest populære kunstnere og formandens tale.
Per Bjerregaard kaldte to gange årligt udvalgte ledere og deres familier op på scenen i en af de kommunale haller, hvor de blev hædret og indimellem også udstyret med en rejse til førsteholdets kampe i udlandet. Flere hundrede Brøndby-familier var samlet i begejstring over resultater og sammenhold.
Om det smittede af på den politiske stemning i kommunen? Ja, det gjorde det! Kjeld og Lisi Rasmussen var med til mange af disse fester for klubben og kommunen, men pointen var, at de ikke var alene. Festerne for de frivillige var reelt en fest for det at bo i Brøndby Kommune. Til stede var i stigende omfang også medlemmer af kommunalbestyrelsen samt masser af mennesker med forbindelser til boligbevægelsen. De fleste borgere i Brøndby med bare et minimum af interesse for fodbold havde på en eller anden måde forbindelse til BIF.
Det var nærmest en selvfølge, at Kjeld vandt sin sjette store valgsejr. 6.783 personlige stemmer rullede ind på kontoen den 19. november 1985, Aksel Rasmussen fik 500. Kommunalbestyrelsen var der ro på. Socialdemokratiet havde 13 ud af 19 pladser, de fleste sad på Kjelds personlige stemmer.
-----
Du kan allerede nu forudbestille bogen hos Saxo.com ved at klikke her.
Vil du med til Kjeld Rasmussens 90-årskamp på Brøndby Stadion søndag den 27. november, så køb din billet for blot 90 kr. lige her. Børnebilletter koster som altid 20 kr.
Foto: Harry Nielsen