
Vigtig fan-info om kampen mod Skive IK
01.03.2016 12:05
Onsdag den 2. marts 2016 kl. 18:30 spiller Brøndby IF kvartfinale i DBU Pokalen mod Skive IK fra den næstbedste række.
Kampen spilles på Spar Nord Arena i Skive, og med rum til mere end 2000 tilskuere på udebaneafsnittet skulle der være plads til alle medrejsende Brøndby-fans.
Brøndby-fans, der skal se kampen på Spar Nord Arena, skal benytte indgangen via Engvej. Der laves en sluse langs Engvej, som Brøndby-fans skal benytte sig af for at komme til indgangen. Den er markeret med rød stribe på nedenstående billede.
Du kan se billedet i stort format her.
Portene åbnes kl. 16:30, og det anbefales at komme i god tid.
Hvis du skal se kampen på Spar Nord Arena, er det vigtigt at notere følgende for at undgå kø ved indgangen:
Der sælges kun billetter ved indgangen til stadion. Det anbefales på det kraftigste at komme i god tid og at medbringe kontanter til indgangen, da der kun forefindes en enkelt dankortterminal. Alternativt kan man betale via Swipp, oplyser Skive IK.
Billetprisen er 100 kroner.
Der vil være kontrollører ved indgangen til at hjælpe med eventuelle problemer. Det anbefales derudover at medbringe kontanter til køb i boderne på Spar Nord Arena.
I Skive er der ved at blive gjort klar til kampen, og borgmesteren har store forventninger til besøget fra Vestegnen. Som altid når Skive spiller kamp, vil han være at finde blandt publikum.
- I Skive ser vi rigtig meget frem til kampen, og vi glæder os til at kunne byde en stor klub som Brøndby IF velkommen på stadion. Ikke mindst de mange fans, som vil rejse hertil, glæder vi os til at tage rigtig godt imod. Vores intention er, at vi sammen skal gøre det til en festdag her i Skive, siger Peder Christian Kirkegaard, borgmester i Skive Kommune.