Kalle og Elmander efter 3-0-sejr: Vi vinder fortjent

03.03.2016 07:30

Brøndby IF avancerede i går i DBU Pokalen, da Skive IK blev slået med 3-0 på udebane. I kampen kom både Thomas Kahlenberg og Johan Elmander på måltavlen, og brondby.com tog en snak med dem efter kampen om det vigtige avancement.

- Det altoverskyggende i en pokalkamp er, at man går videre. Vi vil altid gerne spille flot og underholdende fodbold, men betingelserne var svære på en bulet og tung bane. Jeg synes, der var flere gode perioder i kampen, og set over hele kampen er det fortjent, at vi vinder.

- Rønnow har en rigtig vigtigt redning, da vi er på 1-0, og de har en mulighed for at komme tilbage i kampen, men da vi scorer til 2-0, bliver kampen afgjort. Vi er videre og vinder 3-0, hvilket bliver sikret sent, men det er også vigtigt at kunne lukke kampe og ikke gå ind i overtiden, hvor alt kan ske, sagde Brøndby-anføreren, der videre synes, at holdet havde godt styr på Skive, udover én stor chance i anden halvleg.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).

- De står lavt og kompakt, og det er svært at åbne op - specielt på sådan en dårlig bane, hvor det er svært at spille hurtigt og med én berøring, men vi kontrollerer kampen og vinder fuldt fortjent, sagde Kahlenberg, der var glad for at få scoret.

- Det var vigtige mål til sidst for at få lukket kampen og få noget ro. Det er altid sjovt at score og vigtigt for holdet, da vi lukkede kampen med målene til sidst, udtalte midtbane-generalen.

Johan Elmander scorede det vigtige mål til 2-0. Det var et forrygende et af slagsen, og han var ligesom Kahlenberg tilfreds med avancementet i pokalturneringen.

- Det var rart at gå videre, da der aldrig er lette kampe i pokalturneringen. Jeg synes, vi spiller en god kamp i dag. I første halvleg var det svært, og de kæmper rigtig godt. I anden halvleg får vi en god start med det tidlige mål, og Rønnow står en solid kamp. Mod slutningen af kampen synes jeg, vi har styr på det, og får også lukket kampen med de to mål til sidst, sagde en glad målscorer, som følte det var en god kamp for ham at komme ind i.

- Det handlede om at komme ind og holde fast i bolden og kæmpe hårdt for holdet, hvilket jeg synes lykkedes godt i dag, afsluttede Elmander.

LÆS OGSÅ:
T. Frank efter pokal-sejr: Vi leverede varen og er videre
- Målscorer-Eriksson: Vi gør det, vi skal
- Galleri fra pokal-sejren i Skive