Info om Derby i Parken
15.03.2016 14:30
I april skal Brøndby IF møde FC København til sæsonens tredje Derby i Alka Superligaen efter de to første opgør fandt sted på Brøndby Stadion i efteråret. Her endte det med en 1-0 sejr til de blågule og derefter en intens og underholdende 0-0-kamp.
Efter at have været i dialog med FC København i længere tid omkring afviklingen af det kommende Derby i Parken kan vi med tilfredshed konstatere, at Brøndby IF's fans har fået tildelt D-tribunen.
Vi kan dog samtidig konstatere, at Brøndby IF desværre kun får tildelt 1.903 billetter, hvor vi tidligere har fået tildelt op til 3.400 billetter til selvsamme tribune. FC København har også oplyst os, at Brøndby-fans kun er velkomne i dette begrænsede udebaneafsnit, og at de vil blive afvist i alle andre indgange.
De 1.500 færre billetter skyldes, at FC København har valgt at lukke knap halvdelen af D-tribunen for tilskuere, og den del vil dermed stå tom. Vi må acceptere beslutningen, men på vegne af de mange Brøndby-fans, der nu må blive væk, er vi meget ærgerlige. Tomme afsnit på et stadion af den størrelse vil alt andet lige virke begrænsende på stemningen og for oplevelsen på stadion for samtlige tilskuere og spillere samt for rettighedshaver og alle dem, der følger Alka Superligaen på TV. Det er synd for alle, men som sagt er det alene FC Københavns afgørelse, og det må vi acceptere.
Note
I efteråret valgte vi at justere udebaneafsnittet på Brøndby Stadion, da vi ønskede et mere reelt udebaneafsnit, der matchede efterspørgslen og samtidig kunne være med til at fremtidssikre Brøndby Stadion.
Før denne justering havde Brøndby Stadion et udebaneafsnit med op til 6.000 pladser, da reglerne tilskriver, at udeholdets og hjemmeholdets fans af sikkerhedsmæssige årsager ikke må benytte samme indgange. Det siger sig selv, at et udebaneafsnit på 6.000 pladser ikke står mål med den samlede kapacitet på Brøndby Stadion. Især ikke, da vi aldrig har været i nærheden af at sælge de 6.000 pladser til de udehold, der har besøgt os igennem årene.
Efter rådgivning fra arkitekter og eksterne rådgivere valgte vi i efteråret at lave et klart defineret udebaneafsnit, hvor indgange og afsnit er optimeret til de stadionforhold, vi har til rådighed, og samtidig tilpasset til de regler og retningslinjer, som UEFA stiller i forhold til udeholdets fans.
I dag er Brøndby Stadion derfor indrettet således, at udeholdets fans nu har et reelt udebaneafsnit på 1.400 pladser med egne indgange samtidig med, at vi har kunnet frigive 3.000 ekstra pladser til Brøndby-fans og neutrale fodboldelskere. Vi er dermed lykkedes med at følge kravene fra UEFA og samtidig sikre, at vi har færrest mulige tomme pladser til blandt andet Derby, så stadionoplevelsen bliver bedst mulig for alle på stadion, tv-seerne og dem, der lytter med på radio.
I efteråret havde vi den første indkøringsfase med de nye afsnit til vores og udeholdenes fans. Vi har indtil videre fået positive tilbagemeldinger fra udeholdene, der har været på besøg, og vi udvikler løbende vores udebaneafsnit for at sikre den bedst mulige oplevelse for alle parter.
Vores fans og øvrige besøgende har ligeledes taget godt imod det øgede antal billetter, der nu er til rådighed i de nye afsnit på Nordea-tribunen. Til det seneste Derby havde vi således det højeste tilskuertal til et Derby på Brøndby Stadion siden 2009.