
Holst inden SønderjyskE: Vi skal være skarpe
04.03.2016 14:36
32 point. Det er faktum efter 18 runder af Alka Superliga-sæsonen for Brøndby IF, FC Midtjylland og SønderjyskE. Og netop SønderjyskE er modstanderen for Brøndby IF på søndag, hvor kampen fløjtes i gang kl. 16:00 i Haderslev.
Det er en kamp, hvor der meget gerne skal tre point på kontoen for de blågule, lyder det fra Frederik Holst.
- Vi skal vinde sådanne kampe. Vi skal helst vinde alle kampe, men vi konkurrerer med SønderjyskE oppe i toppen, og det vil være en rigtig, rigtig dejlig kamp at vinde, siger Frederik Holst, der ser frem mod en alt andet end en let opgave.
- Jeg forventer en hårdt spillet kamp, en svær kamp som altid. Det bliver nok heller ikke på den bedste bane på grund af årstiden.
- Det er vigtigt fortsat at være stabile i defensiven, hvor de, der er kommet ind (Ørnskov og Juelgård, red.), har gjort det fremragende. Og så skal vi være skarpe på deres standardsituationer, siger midtbaneslideren, der pludselig fandt sig selv i startopstillingen til forårspremieren.
Læs også: Info og stats om SønderjyskE - Brøndby IF
Og han nyder spilletiden i forårets første kampe.
- Det er skønt. Det kom lidt bag på mig, at jeg skulle starte inde mod Hobro. Jeg tror, at det har lidt at gøre med småskader til andre, og så er det ikke de bedste baner på denne årstid. Det er måske en lille fordel til mit spil, min energi og min hårdhed.
Om Frederik Holst også er i startopstillingen mod SønderjyskE ved kun Thomas Frank indtil videre, men håbet og troen på pladsen er der hos midtbaneslideren.
- Det er træneren, der bestemmer, men jeg synes, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for at spille mig på holdet. Jeg ved, at der er andre, der gerne vil spille, og køen er tæt, men jeg klør på.
Du kan hos Brøndby IF's hovedpartner Bet25.dk få odds 2.25, hvis du tror på, at Kamil Wilczek scorer i kampen mod SønderjyskE.
Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).