
3-1-nederlag på udebane mod SønderjyskE
06.03.2016 17:58
Brøndby IF og SønderjyskE tørnede sammen søndag eftermiddag i Haderslev, og det var hjemmeholdet, der kunne sætte tre point ind på kontoen. De lyseblå endte med at vinde 3-1.
Der var stor tænding i kampen og dermed en del hårde dueller nærmest fra første fløjt. Brøndby IF kom foran 1-0 i det 23. minut, da Johan Larssons frispark ramte Magnus Eriksson i hovedet og dermed snød Marin Skender i SønderjyskE-målet. Den blågule - eller i dagens anledning grønne - føring varede imidlertid kun et kvarter, hvorefter hjemmeholdet vendte opgøret på hovedet med to hurtige scoringer (Tommy Bechmann og Nicolaj Madsen). Stillingen ved pausen var derfor 2-1 til SønderjyskE.
Anden halvleg begyndte roligere, end første halvleg sluttede. Efter blot 10 minutter lavede Brøndby IF to udskiftninger i jagten på at komme tilbage, men det var sønderjyderne, der kom på tavlen igen. Stadionuret havde således rundet 60 minutter, da Nicolaj Madsen gjorde sig selv til dobbelt målscorer ved at sparke SønderjyskE på 3-1 efter et hjørnespark.
Efter 3-1 scoringen pressede Brøndby IF på for at komme tilbage i kampen. Det blev til flere gode indlæg, men de helt store chancer udeblev, mens SønderjyskE lurede på kontra. Efter 71 minutter i kampen havde Kamil Wilczek en flot flugter mod mål, som SønderjyskE-målmanden fik slået over mål. Med 10 minutter igen blev Brøndby IF reduceret til 10 mand, da Frederik Holst blev udvist, og SønderjyskE kørte den fortjente sejr helt i mål.
Se alle kampfakta her.