T. Bech: Alexander Zorniger kan løfte os til næste niveau
17.05.2016 08:38
Her til morgen kunne Brøndby IF meddele i en fondsbørsmeddelelse, at den kommende cheftræner er fundet. Valget er faldet på Alexander Zorniger, som tidligere har været cheftræner i VfB Stuttgart og RB Leipzig.
brondby.com har talt med sportsdirektør Troels Bech om valget af den kommende cheftræner:
- Det er ingen hemmelighed, at vi igennem de sidste par måneder har arbejdet intensivt med at finde den helt rigtige kandidat til rollen som cheftræner i Brøndby IF - og der har været voldsom stor interesse fra ind- og udland for at blive Brøndby IF's nye cheftræner. Vi har haft strategi 6.4 som en tydelig rettesnor i denne proces, og det var tydeligt allerede meget tidligt i trænerjagten, at Alexander Zorniger opfylder strategiens mål om at skabe et aggressivt, medrivende og pressende mandskab, der ikke blot er boldbesiddende, men også har en iver efter at komme fremad.
- Vi har ikke ønsket at forhaste tingene, og derfor har vi gjort meget forarbejde. Vi er sikre på, at Alexander med sin direkte tilgang til fodboldspillet og erfaring fra alle niveauer i tysk fodbold kan bidrage til at løfte Brøndby IF til det næste niveau og være kickstarteren af den sportslige del af strategi 6.4. Vi er derfor glade for, at Alexander fra juni bliver en del af Brøndby-familien som vores kommende cheftræner.
Den kommende cheftræner glæder sig ligeledes over at blive en del af Brøndby IF. Alexander Zorniger fortæller:
- Brøndby IF er en klub med et stort navn i Europa på grund af sin historie og de mange fantastiske spillere som klubben år efter år til stadighed udklækker. Fra Laudrup-brødrene og Peter Schmeichel til Andreas Christensen og Daniel Wass. Jeg er derfor også bekendt med det pres, der hviler på Brøndby IF i disse år netop på grund af sin historie, men sådan er det i storklubber. Der er altid pres på i klubber som Brøndby IF, uanset om man vinder medaljer eller ej. Jeg ved, hvad jeg kan, og hvad jeg kan tilbyde, og det, jeg står for, er en tydelig tilgang til fodbold. Jeg spiller med et intenst pres på modstanderen for at vinde bolden tilbage hurtigst muligt, og mine spillere skal hele tiden tænke fremad og vise aggressivitet. Denne type af presfodbold kræver voldsomt meget af spillerne, men som strategi 6.4 også gør det tydeligt, så er det måden, at vi sammen, det vil sige spillere og klubben, får løftet os til det næste sportslige niveau.
- Nu skal jeg bruge de næste par uger på at klare alt det praktiske med at flytte mine sager fra Tyskland til Danmark, og så glæder jeg mig til at komme i gang med opstarten til den nye sæson.
Alexander Zorniger vil have sin første arbejdsdag som cheftræner i Brøndby IF mandag den 13. juni. På første arbejdsdag vil der afholdes et presse- og fanmøde, hvor medier og fans kan møde cheftræneren og få mulighed for at lære den kommende træner lidt bedre at kende. Mere info om dette arrangement følger.