Holst: Det gik efter planen

09.05.2016 21:43

Brøndby IF hentede i dag en sejr og tre point, da FC Nordsjælland blev slået med 2-1. Frederik Holst startede inde på midtbanen, og han fik fuld spilletid. Det var derfor en glad mand, vi fangede efter kampen, og han var tilfreds med det indtryk, holdet efterlod i dagens kamp.

- Det gik efter planen, hvor vi fik lagt vores pres rigtig godt. Vi havde snakket om inden kampen, at vi skulle være aggressive og forsøge at presse dem hårdt, hvilket lykkedes fint, sagde den hårdt kæmpende Brøndby-spiller, som også var rigtig glad for de 90 minutter i benene.

- Det var rigtig rart og længe siden. Det var dejligt at bidrage til holdet, men det var piv ærgerligt, at mit kanonhug ikke gik ind. Det føles godt at spille, og det var rart at høre fra Auri, at jeg skulle starte inde i dag. Det var lidt anderledes at spille 10-rollen, men jeg synes egentlig, at det gik rigtig fint. 

- De tre point luner rigtig meget. Vi havde snakket om, at vi skulle ud og vinde den her kamp. Både for vores egen skyld, men også for vores fans skyld. Så det var en skøn følelse, at vi kunne hive de tre point hjem i dag, sagde Frederik Holst efter kampen.

LÆS OGSÅ:
- Tre point på kontoen efter 2-1-sejr
- Kassemesteren Kamil: Der findes ingen grimme mål

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).