
Sommerferie i Brøndby: På cyklen for velgørenhed
09.06.2016 15:50
Når fodboldsæsonen er klinget af, begynder feriesæsonen ikke kun for spillerne. Også de ansatte i Brøndby IF’s administration og de mange frivillige afholder deres sommerferie i denne periode, inden optakten til den nye sæson begynder for alvor.
brondby.com har spurgt fem forskellige personer med hver deres tilknytning til klubben, hvordan de skal bruge deres sommerferie. I denne artikel har vi haft fat i aktionær og tidligere bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.
- Jeg skal bruge meget af min sommerferie på en racercykel. Jeg nyder at cykle og har gjort det i mange år for at koble af. Jeg er blevet en del af et globalt fællesskab, der hedder ’Atleter uden grænser,’ hvor vi støtter velgørenhed gennem udholdenhed i sport. Sammen med syv andre fra dette fællesskab skal jeg cykle på tværs af USA for at indsamle penge til en fantastisk organisation i Kenya, som hedder WISER.
- WISER arbejder på at sikre underprivilegerede piger i Muhuru Bay i Kenya adgang til basale sundhedsydelser samt give dem muligheden for at få grundlæggende uddannelser og dermed skabe fundamentet for fremtidige længere uddannelser. For nogle år tilbage etablerede WISER en skole for underprivilegerede piger, og med de penge, vi forventer at samle ind, udbygger de nu pigernes skole i Muhuru Bay, så de går fra at have plads til 120 piger til 240 piger, og samtidig får de et nyt laboratorium, en ny sovesal og en spisesal, fortæller hovedaktionær Jan Bech Andersen.
Cykelløbet, som Jan Bech Andersen skal deltage i, hedder ’Race Across America’ og er kendt for at være et af verdens hårdeste motionscykelløb med sine næsten 5.000 km igennem nogle af de varmeste stater i USA.
- Jeg glæder mig meget til at sætte mig i cyklen i næste uge og begynde racet på tværs af USA. Det bliver en fantastisk oplevelse, og det gør det ekstra specielt, at vi samtidig støtter op om WISER og deres gode arbejde.
Hvis man vil læse mere om ’Atleter uden grænser’, så kan man besøge deres hjemmeside her.
Du kan sikre dig en fast plads til hjemmekampene i 2016/17-sæsonen. Læs mere om alle fordelene ved et sæsonkort til Brøndby Stadion via saesonkort.brondby.com. Priserne starter fra kun 995,- kr.