
Sommerferie i Brøndby: Mallorca kalder
07.06.2016 16:16
Når fodboldsæsonen er klinget af, begynder feriesæsonen ikke kun for spillerne. Også de ansatte i Brøndby IF’s administration og de mange frivillige afholder deres sommerferie i denne periode, inden optakten til den nye sæson begynder for alvor.
brondby.com har spurgt fem forskellige personer med tilknytning til klubben, hvor de skal bruge deres sommerferie.
- Jeg kan høre, at sommerhuset står og kalder på mig i Marielyst. Der skal jeg ned i en uge i starten af min ferie, fortæller Jesper Andersen, der er merchandise-chef og manden i spidsen for Brøndby Shoppen.
Men det bliver ikke kun den danske kyst, der får glæde af Jesper Andersens altid gode humør – han skal nemlig også et par kilometer længere sydpå og teste badevandet.
- 12 dage på Mallorca sammen med min kone og vores to børn bliver det også til.
- Vi har haft rigtig travlt i Brøndby Shoppen og langet mange spillertrøjer over disken, også i slutningen af sæsonen hvor vi har sagt farvel til spillere som Riza, Agger og Elmander. Dem vil fansene godt have et minde med, så der har været tryk på, og det bliver rigtig godt at få slappet af og komme hjem med fornyet energi og klar til en ny og spændende sæson.
Du kan sikre dig en fast plads til hjemmekampene i 2016/17-sæsonen. Læs mere om alle fordelene ved et sæsonkort til Brøndby Stadion via saesonkort.brondby.com. Priserne starter fra kun 995,- kr.