
Første kamp: Zorniger vil se bolderobringer
18.06.2016 11:20
I dag spiller Brøndby IF sæsonens første træningskamp, hvilket samtidig er cheftræner Alexander Zornigers første opgør som cheftræner. Modstanderen hedder Vallensbæk IF, der til daglig spiller i Sjællandsserien.
Cheftræner Alexander Zorniger ser frem til at se sine spillere i kamp, og der er i første omgang fokus på genpresset.
- Vi har i den første uges træning hovedsagligt fokuseret på spillet uden bold - det vil sige vores genpres. Jeg forventer derfor at se mange bolderobringer på modstanderens banehalvdel i denne træningskamp og at se nogle motiverede spillere løbe på banen.
- Jeg er sikker på, at spillerne vil gå ud og gøre deres bedste og bruge kampen til at arbejde med de taktiske elementer, vi har trænet i ugens løb, som for eksempel vores positionering på banen, når modstanderen angriber, fortæller cheftræner Alexander Zorniger.
- Vi har trænet fire dage op til denne kamp, så selvfølgelig sidder måden at spille på ikke på rygraden endnu, men alle træningskampe hjælper til, at vi bliver bedre som hold. Vi vil efterfølgende analysere kampen og vise spillerne, hvad der virkede godt, og hvad der ikke fungerede. Så tager vi det, vi har lært, med os og bruger dem til at forbedre os i næste uges træning.
Mange Masterclass-spillere med
Med til kampen vil være ni U19-spillere, og det er der en simpel forklaring på.
- Vi har stadig en håndfuld spillere, der først vender tilbage fra ferie i næste uge på grund af landsholdsopgaver, og så har mange af spillerne trænet dobbelt hele ugen.
- For at dosere spillerne vi har til rådighed helt rigtigt, har vi taget ni U19-spillere med i truppen. Vi vil spille de første 60 minutter med spillere fra førsteholdstruppen, hvorefter vi så begynder at skifte ud og bringe U19-spillerne i kamp, siger Zorniger.
Der er gratis adgang til kampen, der spilles kl. 15:30 på bane 2 lige ved siden af Brøndby Stadion. Er man forhindret i at møde op, kan man se den på tv3sport.dk, der streamer kampen live.
Hvis du køber et sæsonkort til den kommende sæsons Alka Superliga- og pokalkampe på Brøndby Stadion, får du adgang til EL-kvalifikationskampen den 30. juni eller den 7. juli (afhænger af lodtrækningen) med i købet. Priserne begynder fra blot 995 kr. - læs mere om fordelene via saesonkort.brondby.com.