Sejr på 1-0 over Hibernian

14.07.2016 22:55

15 sekunder. Længere tog det ikke for Brøndby IF at bringe sig i front på Easter Road, hvor Hibernian FC var værterne. Martin Albrechtsen fik trykket på kassen, hvor keeperen tabte bolden, og så slog Kamil Wilczek til.

Det blev en rodet halvleg med utrolig mange hårde dueller overalt på banen og to hold, der begge var kommet for at dø med støvlerne på.

De store chancer var det få med, hvis vi ser bort fra den chance Hibernian udnyttede midt i første halvleg. Heldigvis for Brøndby IF blev der dømt offside på scoringen. Det var en meget snær kendelse, men dommerne stod fast på deres beslutning.

Kort før pausen blev Rodolph Austin skiftet ud med Andrew Hjulsager. Den store mand fra Jamaica havde fået et gult kort efter en hård tackling og begyndte at læne sig op af endnu et kort.

Der blev ikke foretaget udskiftninger i pausen.

Pukki kom ind kort efter pausen, da Stückler fik et slag på hoften, men han kom ikke til at stå overfor sin tidligere træner Neil Lennon, for Hibernian-træneren var blevet bortvist i første halvleg.

Som i første halvleg kom der ikke de store chancer, men det var mere den løse her og der uden at blive rigtig farligt i nogen af enderne.

Med 20 minutter igen ville Hibernian have et straffe, da Grant Holt faldt i feltet, men dommeren stod godt placeret og vinkede med det samme afværgende.

Det tændte de omkring 11.000 skotske supportere, der var ganske utilfredse med dommeren, men generelt blev de overdøvet af Brøndbys 243 medrejsende fans.

Hibernian prøvede at lægge et pres, men de kom ikke rigtig frem til det store, men det åbnede i modsatte ende, hvor Pukki fik et par muligheder – dog uden at den gik i kassen.

Der kom ikke flere chancer, og dermed sluttede opgøret med en sejr på 1-0 til gæsterne fra Brøndby IF.

Hvis du vil se returkampen på Brøndby Stadion torsdag den 21. juli, så kan du købe billet her. Du kan også købe et sæsonkort til Brøndby Stadion. Det giver normalt ikke adgang til Europa League-kampen, men kampen mod Hibernian på hjemmebane får du med i prisen, hvis du køber dit sæsonkort inden returopgøret. Køb dit sæsonkort her. Priserne starter fra bare kr. 995,-.