Röcker: Fansene var fantastiske

14.07.2016 23:24

Det blev til en sejr i aftenens Europa League-opgør, da Brøndby IF ude mod skotske Hibernian hentede en 1-0-sejr på mål af Kamil Wilczek. Dermed fik Benedikt Röcker og resten af Brøndby-holdet et clean sheet, og den tyske midterforsvarer var tilfreds med resultatet, og han havde også rosende ord til de medrejsende fans, som var en solid støtte igennem hele kampen.

- Først og fremmest er vi rigtig glade for at hente en sejr. Det var en svær kamp, hvor jeg synes, vi forsvarede os rigtig godt som hold. Det startede helt oppe fra angriberne og ned til forsvaret, hvor vi fungerede som en enhed, sagde Röcker, som havde positive ting at sige om holdets indsats.

- Det er sjovt at spille på det her hold, da man kæmper for hinanden. Det er præcis det, som jeg gerne vil se fra mine holdkammerater. Min egen præstation var fin, men det vigtigste var, at holdet spillede en god kamp. Vi skulle stå imod et fysisk pres, da de virkelig gik til den i duellerne. Vi er rigtig glade for sejren, men jeg kan også mærke det i stængerne nu, sagde Brøndby IF's nummer fire, som havde ros til Brøndby-fansene, som han glæder sig til at spille foran på søndag.

- Det var vigtigt med en sejr, og nu handler det om at restituere og så være klar til på søndag. Fansene i dag var fantastiske, og det betyder meget. Vi glæder os til at komme hjem på søndag og åbne Alka Superligaen på Brøndby Stadion, afsluttede Röcker efter aftenens 1-0-sejr mod Hibernian FC.

Brøndby IF åbner Alka Superligaen på søndag 17. juli kl. 18:00, når Esbjerg fB gæster Brøndby Stadion. Du kan købe billet her.

Hvis du vil se returkampen mod Hibernian FC på Brøndby Stadion torsdag den 21. juli, så kan du købe billet her. Du kan også købe et sæsonkort til Brøndby Stadion. Det giver normalt ikke adgang til Europa League-kampen, men kampen mod Hibernian på hjemmebane får du med i prisen, hvis du køber dit sæsonkort inden returopgøret. Køb dit sæsonkort her. Priserne starter fra bare kr. 995,-.