
Corlu: Dejligt at være tilbage
03.07.2016 17:08
Selvom det blev til et nederlag på 2-1 til Næstved Boldklub i dag, var der en positiv historie i forhold til dagens kamp. Rezan Corlu startede nemlig inde og spillede de første 45 minutter, efter han har været ude med en knæskade i over ti måneder. Det var derfor en træt, men også glad mand, brondby.com fangede efter kampen.
- Det er utrolig dejligt at være tilbage igen efter at have siddet ude i over ti måneder, uden at spille kamp og lave det, man kan lide. Jeg er rigtig glad lige nu trods nederlaget. Kroppen er træt, men knæet har det fint, og jeg føler, jeg har godt med overskud. Det var en god kamp efter sådan en lang pause, så jeg er tilfreds, sagde den unge midtbane kreatør.
- Jeg skal lige i gang igen og op i tempo, og jeg ved, det kræver tålmodighed. Reaktionerne i forhold til spillet skal optimeres, og så skal boldfølelsen pudses af. Jeg glæder mig over at være tilbage, og så håber jeg at få så mange minutter som muligt. Det er en ny spillespil, og den kræver meget. Der er meget løbearbejde, og genpresset skal være benhårdt. Jeg synes, det er spændende, og jeg spillede 10'er-rollen i dag, hvilket jeg godt kan lide, sagde Corlug.
- Hele familien var her i dag, og de støtter mig altid, hvilket er virkelig dejligt. Uden dem ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. De har betydet utrolig meget for mig, og de har hjulpet mig igennem nogle svære perioder, afslutter Rezan, som vi glæder os til at se mere til.
Allerede på torsdag den 7. juli kl. 18:30 venter returopgøret mod Valur Reykjavik i Europa League-kvalifikationen, når Brøndby IF spiller årets første hjemmekamp på Brøndby Stadion. Du kan købe din billet her. Du kan også stadig sikre dig fast plads på Brøndby Stadion ved at købe sæsonkort, hvor priserne starter fra 995 kr. De kan købes her.