
"Mini"-debut: Fantastisk følelse at blive belønnet
26.01.2016 13:00
I fredags fik Jonas ”Mini” Madsen sin uofficielle debut for Brøndby IF's førstehold i 2-1 sejren over FC Roskilde i årets første træningskamp.
"Mini" var banens klart yngste med sine blot 16 år, og det var da også den ydmyge tilgang, der skinnede igennem efter at have spillet sin første kamp i den gule trøje.
- Det var en stor oplevelse og en fantastisk følelse at blive belønnet for det store stykke arbejde, man har lavet. Det var fedt at skulle spille med efter at have set alle kampene på TV, og jeg har fulgt holdet, så længe jeg kan huske, udtaler det unge talent.
Husk at følge Brøndby IF på Facebook - Find os på facebook.com/brondby
"Mini" blev skiftet ind i det 78. minut og følte, han gjorde det godt. Ligeledes synes han, at det var en rar kamp at blive skiftet ind i.
- Jeg synes, at det gik godt, og jeg fik vist noget af det, jeg kan. Jeg har mine spidskompetencer i det offensive spil, og jeg vil gerne være spilfordeler og kunne sætte en mand. Jeg synes, at folk var gode til at hjælpe hinanden, og det var derfor en god kamp at komme ind i.
Du kan også følge Brøndby IF på Instagram, Twitter og Youtube
Chancen for spilletid er dog ikke kommet sådan uden lige. Det har været en lang proces med hårdt arbejde, fortæller "Mini".
- Det har været hårdt arbejde gennem rigtig lang tid. Især her i vinterferien har jeg givet den en ekstra skalle, og jeg har siden ferien trænet med U19-holdet. Det er super fedt, at ens hårde arbejde giver pote, og det giver en blod på tanden til at blive ved og arbejde endnu hårdere.
I forhold til hvor Jonas ”Mini” Madsen ser sin fremtid, svarer det unge talent, præcis det enhver Brøndby-fan gerne vil høre.
- Jeg har faktisk aldrig tænkt over andet end at spille for Brøndby IF, så jeg håber på at kunne blive fast mand på midten en gang ude i fremtiden, lyder det fra "Mini".
Se målene fra 2-1-sejren over FC Roskilde her.
Galleri fra træningskampen kan findes her.