50 år som frivillig: Brøndby blev "Røde Jørgens" liv

08.01.2016 13:02

Onsdag blev en bemærkelsesværdig indsats i Brøndby IF fejret. Hele 50 år som frivillig.

Manden i centrum til receptionen i klubhuset bag Brøndby Stadion var Jørgen Pedersen. Eller "Røde Jørgen", som han tidligt i forløbet blev døbt på grund af sin hårpragt.

Det hele begyndte med en tjans som ungdomstræner i januar 1966. Siden har han varetaget et utal af poster, blandt andet stadioninspektør, ungdomsformand, holdleder for Morten Olsens Superliga-mandskab og bestyrelsesmedlem igennem 31 år.

- Klubben blev mit liv - på godt og ondt. Der var jo perioder, hvor jeg stort set aldrig var hjemme. Det var klubben frem for alt, som Jørgen Pedersen fortalte til lokalavisen Vestegnen, da de satte fokus på det flotte jubilæum.

I klubhuset onsdag eftermiddag var han atter i fokus, da Kim Vilfort, Henrik Jensen, Bent Christensen, Per Bjerregaard, Lynge Jakobsen og mange andre kiggede forbi klubhuset for at sige tillykke.

Tak for de mange års indsats!