
2-1-sejr i første træningskamp
22.01.2016 18:06
Brøndby IF fik gang i benene og en sejr på 2-1, da årets første træningskamp blev spillet på kunstgræsbanen i Hedehusene Idrætspark fredag eftermiddag.
De blågule dominerede første halvleg og kom foran efter knap 20 minutters spil, da Teemu Pukki satte et straffespark sikkert i nettet. Straffesparket blev begået mod den tidligere FC Roskilde-spiller Christian "Greko" Jakobsen, som bragte sig selv i en god position i feltet efter småspil med Johan Elmander. Den stilling holdt til pausen.
Anden halvleg startede udmærket for de blågule, men efter 15 minutter udlignede FC Roskilde til 1-1. Brøndby IF svarede dog hurtigt tilbage, og bare to minutter senere lå bolden i Roskilde-nettet. Efter et flot oplæg fra Magnus Eriksson placerede Riza Durmisi bolden i hjørnet til 2-1. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, hvor FC Roskilde var tættest på med et skud på overliggeren. Til sidst pressede FC Roskilde på, men Brøndby-forsvaret holdt stand, og dermed endte Riza Durmisi med at blive matchvinder.
Læs kampfakta fra kampen her.