1-0-sejr i Viborg i sidste træningskamp

21.02.2016 17:25

Søndag eftermiddag var Brøndby IF taget en tur til Energi Viborg Arena, hvor opstartens sidste træningskamp skulle spilles mod Viborg FF. Kampen endte med en 1-0-sejr på mål af David Boysen i anden halvleg.

I første halvleg startede Brøndby IF bedst på bolden, men det var Viborg FF, der kom til kampens første chance. Faktisk fik Viborg FF bolden i kassen, men der var fløjtet for offside inden. Viborg-mandskabet pressede efter det annullerede mål på, men Brøndby-forsvaret var vågne, og fik afværget inden tingene for alvor blev farlige.

Lige efter uret havde rundet de 20 minutter, fik Teemu Pukki en stor chance. Viborg-anfører Mikkel Rask lavede en sløset tilbagelægning, som Pukki opsnappede og sendte tæt forbi mål. Efter den chance var det småt med Brøndby-chancer, hvor Viborg lige før pause var tæt på at komme foran efter et hjørnespark. Brøndby-forsvaret fik dog afværget tæt under mål, og dermed blev det ikke til scoringer for nogen af holdene i første halvleg.

Anden halvleg nåede kun lige at blive fløjtet i gang, før Brøndby IF havde en stor chance. Kamil Wilczek var fri på kanten af feltet, men han sparkede i sidenettet. Dette var starten på et Brøndby-overtag, hvor Brøndby IF var spilstyrende og kørte bolden rundt i egne rækker.

Pukki bød sig til flere gange, men manglede lige det sidste for at være helt farlig. Efter 66 minutter kom forløsningen, da Wilczek fandt David Boysen i dybden, hvor han med venstrepoten placerede bolden i mål udenom Viborg-keeperen.

Bare seks minutter senere var Brøndby IF igen farlige, da Boysen fandt Pukki i dybden. Pukki fik bolden forbi Viborg-målmanden, men Viborg-forsvaret fik den afværget på stregen. Herefter havde Viborg FF et pres mod slutningen af kampen, men Brøndby-forsvaret fik afværget presset. Dermed trak Brøndby IF sig sejrsrigt ud af opgøret med en 1-0-sejr efter en solid præstation i anden halvleg.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).