0-0 mod Lokomotiv Moskva endte i straffespark

04.02.2016 15:25

En godt spillet kamp mod Lokomotiv Moskva endte uden scoringer, og den efterfølgende straffesparkskonkurrence trak russerne sig sejrrigt ud af.

Det var ikke til at se, at det var 11 nye ansigter, der stod på banen fra kampens start i forhold til opgøret mod Zenit. Presspillet, der er et af fokuspunkterne på træningslejren, fungerede i store perioder rigtig godt – specielt i de første 15 minutter, hvor de russiske pokalvindere ikke var meget på bolden.

Læs også: Austin: Jeg arbejder altid for holdet

Første halvleg bød også på to store chancer til Brøndby IF, og faktisk var bolden i nettet på den ene efter et hjørnespark, men dommeren fløjtede for frispark til Moskva.

Lokomotiv Moskva havde en enkelt stor chance i første halvleg, men Mads Toppel reddede det farlige hovedstød fra en meter. En fremragende refleksredning.

Frispark blev der også dømt på den anden store chance, der ligeledes faldt efter et hjørnespark. Den russiske målmand tabte bolden, da han gik ud for at gribe den, men i stedet for at Brøndby kunne sende bolden let i nettet, måtte de trække sig tilbage med endnu et frispark imod sig.

Se også: Golf, grin og grimasser 

Efter pausen fortsatte det gode spil i de første 15 minutter, men Lokomotiv kom mere og mere med i kampen. Derfor måtte Mads Toppel hive et par gode redninger frem for at holde nullet.

Brøndby IF kom også til chancer, men den sidste timing manglede på de dybe bolde på kanten af offside. I sidste minut kunne Pukki afgøre kampen til Brøndby IF’s fordel, men chancen blev desværre misbrugt.

Kampen endte uden scoringer og gik derfor direkte i straffesparkskonkurrence.

Med et point hver for den uafgjorte kamp skulle straffesparkene afgøre, hvem der kunne tage et ekstra point med sig videre i turneringen.

Her trak Lokomotiv Moskva det længste strå og vandt 3-2.

Næste og samtidig sidste kamp i Atlantic Cup for Brøndby IF er kl 18:00 på lørdag mod Kalmar FF.

Husk, du kan følge træningslejren tæt på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).