Zorniger: Vil se hurtigt og direkte spil

13.08.2016 09:10

I morgen kl. 18:00 på Brøndby Stadion møder "drengene fra Vestegnen" sidste års sølvvindere fra SønderjyskE i femte runde af Alka Superligaen.

Med to sejre og to uafgjorte i baggagen går de blågule ind til opgøret som ubesejrede i Alka Superligaen i denne sæson, og det er et Brøndby-hold, som har brugt en uge uden midtugekamp til dels at restituere, men også til at træne nye aspekter i presspillet.

Køb dit sæsonkort her - priser fra kun 995 kr.

- Vi kommer godt forberedt ind til kampen i morgen. Udfordringen ved at have spillet to kampe om ugen siden starten af juli er, at vi i de sidste mange uger ikke har haft timer nok i døgnet til at træne alle detaljerne i vores nye spillestil. I denne uge har vi endelig haft mere tid, da vi ikke har haft en midtugekamp at forberede os til. Derfor har vi brugt torsdag og fredag til at træne nye aspekter i vores presformationer, som vi kan bruge allerede i morgendagens kamp mod SønderjyskE.

- Vi gav spillerne fri tirsdag og onsdag i denne uge, da spillerne har fortjent lidt restitution efter et stramt opstartsprogram med fire officielle træningskampe, fire Alka Superliga-kampe og seks Europa League-kampe på kun otte uger. Selv om det kun er to fridage, så er den mentale pause vigtig, da der er et hårdt pres på spillerne i det daglige, da vi kræver, at de leverer deres ypperste til hver eneste træning og i hver eneste kamp. Kun sådan bliver man bedre.

Friskhed og energi på banen

I de første kampe i sæsonen har der været en del rotationer i startopstillingen, og det kan man også forvente til kampen i morgen, fortæller cheftræneren.

- Vi har lavet ændringer og rotationer i vores start-11 i de fleste kampe her i starten af sæsonen, og vi er ikke bange for at lave nye ændringer og foretage flere rotationer, for det handler altid om at stille med det hold, der bringer friskheden og energien ind på banen. Og netop energi og friskhed skal vi bruge i morgen. SønderjyskE spiller en ærlig og aggressiv type fodbold, så vi ved, at det er en svær modstander, og kampen vil minde meget om kampen mod FC Midtjylland med mange hårde dueller og fysiske nærkampe.

- Sidste år så jeg SønderjyskE spille mod Esbjerg, ligesom jeg så dem spille mod Brøndby i sidste spillerunde, hvor vi desværre tabte. Ud fra det jeg så i sidste sæson fra tribunerne, så var det fortjent, at SønderjyskE vandt sølv i sidste sæson. SønderjyskE er som hold meget velorganiserede og disciplinerede, så for os handler det om at skabe situationer, hvor vi spiller hurtigt og direkte, så deres organisering begynder at vakle. Vores offensive spillere kommer på en svær opgave, da de bliver mødt af en solid SønderjyskE-defensiv, men vi har vist, at vi kan score mål mod alle typer modstandere, og vi har stor selvtillid. Så vi skal som altid gå på banen og give alt, hvad vi har, og spille vores hurtige og direkte spil, og så skal vi nok få mulighederne for at afgøre kampen til vores fordel.

Skal du med på stadion på søndag? Så kan du med fordel købe et sæsonkort - det giver ikke kun en stor besparelse, men også en række fordele. Læs mere her.

Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25.dk, kan du i skrivende stund få odds 18.00, hvis de blågule vinder 2-0 med Teemu Pukki som første målscorer.