Zorniger: Stor tillid til spillerne

05.08.2016 09:00

I aftes spillede Brøndby IF en intens og underholdende kamp mod Hertha BSC i den afgørende kamp i Europa League-kvalifikationens tredje runde. Med et hattrick af Teemu Pukki trak de blågule sig sejrrigt ud af opgøret med en 3-1 sejr og sikrede sig dermed avancement til playoff runden i Europa League. Cheftræner Alexander Zorniger kalder det en fortjent sejr, men så også flere aspekter i spillet som skal forbedres.

- Jeg har stor tillid til spillerne, så jeg er ikke overrasket over, de havde det i sig. I går vidste vi så meget passion på banen, at vi fortjente at vinde. Vi vidste, at vi ikke ville kunne holde Hertha BSC fra chancer, og at de sandsynligvis ville score, fordi de har spillere, som er på et så højt niveau. Men vi vidste også, at vi har styrken og evnerne i holdet til at score mange mål mod enhver modstander. Og det lykkedes vi med.

Læs også: Pukki: Vi fortjente sejren

- Jeg efterlyste før kampen 90 næsten perfekte minutter for at gå videre, og selvom vi står med en sejr og et avancement til playoff, så var det ikke en perfekt kamp. Vi arbejder dagligt på en masse detaljer i vores spil, som vi skal blive bedre til. I aftes så vi, at vi blandt andet skal få en bedre forståelse for, hvad der kan ske, når modstanderen laver lange diagonalskift.

- Allerede i dag fortsætter vi derfor arbejdet på træningsbanen, for vi skal have en bedre forståelse for vores svagheder, og hvordan vi dækker af for dem, så vi bliver mindre sårbare. Man må ikke glemme, det stadig er et nyt system for spillerne. Den store udfordring for os er at finde det rette niveau at levere på, som er bæredygtigt over længere perioder med mange kampe i træk. Det er vores store mål.

Om mindre end 72 timer tørner de blågule ud igen, denne gang mod FC Midtjylland på udebane på søndag kl.18.00. Selvom der har været mange kampe på kort tid, så er cheftræneren ikke bekymret for om spillerne bliver klar til kampen.

- I dag er spillerne selvfølgelig lidt møre og trætte, men det er ofte hovedet, der bestemmer energiniveauet i kroppen, og en sejr som den i går aftes vil løfte hele truppen frem mod søndagens kamp mod FC Midtjylland. Vi glæder os alle til kampen og tror på et godt resultat.

Læs også:
3-1-sejr over Hertha og videre i Europa League
Röcker: En af de bedste følelser, jeg har oplevet