Zorniger: Glæder mig til returkampen

19.08.2016 06:45

I en intens og dramatisk affære måtte de blågule se sig slået 3-0 af det græske mandskab Panathinaikos.

Drengene fra Vestegnen var godt med i første halvleg, men med to mand i undertal i størstedelen af anden halvleg handlede det mere om defensiven end offensiven i gårsdagens kamp. Cheftræner Alexander Zorniger forklarer:

- Langt hen i første halvleg spillede vi faktisk en godkendt kamp. Igennem en hel kamp vil det altid være stort set umulig at dæmme op for de kvaliteter, Panathinaikos åbenlyst har, men vi lykkedes faktisk godt med at holde dem stangen i store del af første halvleg.

- At vi kom bagud 1-0 var faktisk ikke afgørende for kampens endelige udfald. De to røde kort var derimod afgørende. Med kun ni spillere på banen kunne vi ikke praktisere det pres, vi ønskede, og vi blev nødt til at spille defensivt og forsvare vores mål. Forsvaret spillede faktisk en fornuftig kamp taget de to røde kort i betragtning, og stor ros skal lyde til Mads Toppel for hans indhop, men det er aldrig nemt at forsvare sig med to mand i undertal mod et græsk hold som er teknisk stærkt og hele tiden vil udfordre. Spillerne gjorde hvad de kunne under forholdene og med 2-0 på måltavlen og to mand udvist, så handlede det i de sidste 35 minutter om at forsvare sig og kun tænke defensivt. 

Se også: Protest over det røde kort til Rønnow

På lægterne var der også gang i den, men cheftræneren bed mærke i at heksekedlen på tribunerne først for alvor blev tændt i anden halvleg, da de blågule var to mand i undertal.

- At vi lykkedes at holde dem hen i stort set hele første halvleg kunne også høres på lægterne. Deres fans i første halvleg var relativt afdæmpede, og vi kunne høre vores egne fans. Det var for mig en god indikator på, at vi var ok med i kampen. Jeg ved, hvor gode fans vi har på Brøndby Stadion, og derfor glæder jeg mig til at komme ud næste torsdag og vise grækerne, hvordan man sætter et hold under pres fra første minut.

- Det ville ikke være verdens historiens første mirakel, hvis vi slog dem. Selvom vi er tre mål nede, så tror vi på, at vi kan få en sejr og avancement. Men vi kan først begynde at tænke på returkampen efter kampen i Alka Superligaen på søndag mod AGF, og lige nu er fokus derfor 100 % på at hjælpe spillerne med at rejse sig fysisk efter kampen i går.

Næste opgave for Brøndby IF på hjemmebane bliver returkampen mod Panathinaikos. Kampen spilles torsdag den 25. august kl. 19:00 – læs mere her om billetkøb til kampen.

Husk, du kan også stadig sikre dig et sæsonkort til Brøndby Stadion og blive en del af historien. Priserne starter fra bare 995,- kroner. Læs mere om de mange fordele ved sæsonkortet her, hvor du selvfølgelig også kan købe et.

LÆS OGSÅ:
- Larsson: Rigtig svært at spille ni mod 11
Pukki: Vi vil gøre alt for at gå videre
Rønnow: Dommeren mangler lidt føling?