Uafgjort mod FC Midtjylland

07.08.2016 19:54

Efter 3-1-sejren over Hertha BSC i torsdags, havde Alexander Zorniger og spillertruppen igen rettet fokus mod den hjemlige liga. Fjerde spillerunde bød på en tur til MCH Arena, hvor FC Midtjylland bød velkommen. Det blev en målrig affære, som endte 3-3 efter to sene FC Midtjylland-scoringer på straffespark.

Kampen startede med et overtag til hjemmeholdet fra FC Midtjylland. Uden at det blev de helt store åbne chancer, så var der ofte optræk til noget farligt.
Som halvlegen skred frem begyndte Brøndby IF at komme til enkelte chancer, men overtaget var stadig på midtjyske fødder. Ureña havde Brøndby IF’s første helt åbne chance, men han endte med at glide i afslutningsøjeblikket, og chancen løb derfor ud i sandet.

Med fem minutter igen tog Pukki og Hany Mukhtar sagen i egen hånd, eller fødder om man vil. Sidstnævnte spillede finnen fri på kanten af feltet, hvor Pukki tog den bag om støttebenet og spillede sig selv helt fri inde i feltet. Herfra svigtede han ikke, og så var Brøndby IF foran 1-0 på MCH Arena.

Efter pausen tog billedet sig lidt anderledes ud. Brøndby fik bedre fat i kampen, og begyndte at skabe chancer, dog uden at kunne holde FC Midtjylland helt fra fadet. Det kom til at koste efter 65 minutter, hvor Paul Onuachu kom højest på et hjørne og headede udligningen ind bag Frederik Rønnow.

Med et kvarter igen fik Teemu Pukki chancen fra kanten af det lille felt efter indlæg fra Johan Larsson, men målmanden fik foden på bolden og slog den på overlæggeren. Returen havnede dog hos Pukki, der ikke svigtede i anden omgang. 2-1 til Brøndby IF, og det skulle blive endnu bedre for Brøndby IF kort efter.

Svenn Crone var løbet med frem. Han lagde bolden til rettet for Teemu Pukki i venstre side af feltet, og den iskolde finne scorede sit eget og Brøndby IF’s tredje mål.

Med 86 minutter rundet på uret fik FCM tilkendt et straffespark, som Jakob Poulsen fik scoret på.

Bare to minutter efter blev der igen fløjtet for straffespark til hjemmeholdet. Jakob Poulsen scorede igen sikkert, og så var stillingen pludselig 3-3. Det blev også kampens endelige resultat, og dermed måtte de blågule nøjes med et enkelt point.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).