Phiri: Investerede meget i vores dueller

14.08.2016 21:13

Det var en hård opgave, der ventede hjemmeholdet i dagens Alka Superliga kamp, da SønderjyskE var på besøg på Brøndby Stadion. Men opgaven blev løst på fornem vis, da Brøndby IF vandt 4-0, og Lebogang Phiri var glad for holdindsatsen, som var vigtig i dagens sejr.

- Vi var velforberedte, hvor vi var oppe imod en modstander, der altid giver sig fuldt ud. Jeg synes, vi steppede op, og alle spillede med fuld koncentration hele kampen, hvilket gjorde, vi kunne trække os sejrsrigt ud af kampen, sagde Phiri, der var tilfreds med holdets koncentration i defensiven, hvor hjemmeholdet holdt SønderjyskE fra fadet.

- Vi investerede meget i vores defensive dueller, og generelt bragte vi masser af energi. Vi vidste, hvor stærke SønderjyskE er på deres omstillinger og dødbolde, og derfor krævede det fuld opmærksomhed i defensiven i hele kampen, og der leverede vi som hold, fortalte Brøndby IF's nummer 18, der ser frem mod torsdagens Europa League-kvalifikationskamp mod Panathinaikos.

- De er en super stærk modstander, og vi havde brug for en sejr, så vi kunne tage drage til Athen med det rette mindset og selvtillid. Vi håber at kunne komme hjem med et godt resultat, men det bliver en svær kamp. Det er altid en udfordring at spille på udebane i Europa, så det var rart at vinde med en stor margin i dag, som vi tage med videre til kampen på torsdag, afsluttede 'Lebo' efter dagens 4-0-sejr mod SønderjyskE.

LÆS OGSÅ:
- Pukki: Koncentration og disciplin i 90 minutter

Husk at du stadig kan nå at købe et sæsonkort - det giver ikke kun en stor besparelse, men også en række fordele. Læs mere her.