Beach Tours ny partner i Brøndby IF

17.08.2016 12:00

Den tidligere direktør i Brøndby IF, Jan Lockhart, er tilbage i den danske rejsebranche, som han kender bedre end de fleste.

Med sit nye selskab, Beach Tours, har han valgt at kigge mod Vestegnen, og fra dags dato er selskabet partner i Brøndby IF. Og det er en glad Henrik Bartholdy, der som kommerciel direktør i Brøndby IF byder Beach Tours velkommen.

- Vi er glade for, at Jan Lockhart stadig har et stort hjerte for Brøndby IF og for, at han har valgt at tegne et sponsorat i klubben. Vi ved, at han brænder for den retning, vi bevæger os i, og med det nye partnerskab bliver Beach Tours en stor del af strategi 6.4.

- Det handler om fællesskab, om at aktivere vores partnere og aktiveringen i forbindelse med Beach Tours’ partnerskab bliver stor – og den kommer til at give Brøndby IF’s mange, fantastiske fans muligheder for at støtte klubben på en ny måde og komme lidt billigere på ferie, forklarer Henrik Bartholdy.

Læs også: Ny app - oplev klubben indefra

Beach Tours bliver blandt andet hovedsponsor på Brøndby Junior, inklusiv den populære eventpark bag stadion. Aftalen går endvidere på, at Brøndby IF får 250 kroner for hver rejsebooking, der foretages via brondby.com (klik her). På den måde kan man på én og samme tid få en ferierejse til en fordelagtig pris og støtte den klub, man er fan af. 

- Samarbejdet mellem Brøndby IF og Beach Tours giver mening på mange planer. Både klubben og rejseselskabet har til huse på den københavnske vestegn, jeg er tidligere Brøndby-direktør og står nu i spidsen for Beach Tours, som sender mange fra Vestegnen ud at rejse, og så tror jeg på, at Brøndby IF kan give os den rette eksponering og et markant løft i kendskabsgraden, siger Jan Lockhart, administrerende direktør for Beach Tours.

- Det giver god mening også at være en integreret del af Brøndby Junior, da Beach Tours arrangerer mange rejser til børnefamilier og har mange velegnede rejsemål og hoteller til børn i alle aldre. Beach Tours vil derfor være synlig som brand og aktør, når tilskuerbørnene før kampene hopper på trampoliner, spiller fodbold og underholdes i den populære eventpark bag stadion.

Det er aftalt mellem parterne, at de økonomiske elementer i aftalen ikke offentliggøres.

LÆS OGSÅ:
Rønnow udtaget til A-landsholdet
Brøndby Indefra: Bryllupsgave fra Holst og Nør
Anden milepæl nået: 50.000 kr. til Sydsiden