3-1-sejr over Hertha og videre i Europa League

04.08.2016 22:15

Brøndby IF skulle til aften forsøge at vende 1-0-nederlaget i Berlin for syv dage siden. Første opgør var en tæt affære, og der var også stor interesse for returopgøret. Kort inden kickoff blev der meldt udsolgt, og de 17.102 tilskuere fik spænding for pengene. Brøndby IF vandt kampen med 3-1 og er dermed videre til playoff-runden i Europa League-kvalifikationen. 

Brøndby IF fik den bedst tænkelige start, da Teemu Pukki allerede efter tre minutter bragte de blågule foran med 1-0. Kamil Wilczek kom igennem i venstre side, og polakken afsluttede godt med venstrebenet. Keeperen reddede, og efter lidt tumult i feltet sparkede Pukki bolden over stregen. 

Efter scoringen var gæsterne mest i boldbesiddelse, mens Brøndby IF lurede mere på omstillingsmulighederne. Ingen af holdene formåede at spille sig frem til chancer, før Vedad Ibisevic, som scorede første kamps enlige mål, headede udligningen ind bag Frederik Rønnow. Hertha spillede sig igennem i højre side, og indlægget fandt Ibisevic, som headede bolden over i det lange hjørne. 

Scoringen pressede igen de blågule frem på banen, og det gav gevinst blot fire minutter efter. En dybdebold blev håndteret skidt af en Hertha-forsvarer, og bag ham lurede Teemu Pukki. Angriberen opsnappede bolden, og med sit kølige venstre ben udplacerede han Kraft i kassen. 2-1 til Brøndby IF, og den stilling holdt resten af første halvleg.

Anden halvleg startede med Brøndby i kontrol. Efter syv minutter udnyttede Wilczek en forsvarsfejl i venstre side, og da målmanden var ude af sit bur, kunne han nemt finde Pukki, som scorede sit tredje mål i kampen. 

Efter en times spil kom Salomon Kalou igennem til en god afslutning, men Frederik Rønnow var vågen i buret og afviste den tidligere Chelsea-spiller. Kampbilledet bar præg af, at Hertha jagtede en scoring. Tyskerne var mest på bolden, mens de blågule blev presset længere tilbage på banen. 

Begge hold kom til fine chancer. Gæsternes Allagui havde en stor hovedstødschance Kalou havde en ny god chance, men han blev igen afvist af Rønnow, mens indskiftede Marcos Ureña havde et godt forsøg fra kanten af feltet. Men nettet kom ikke til at blafre igen, og dermed spillede Brøndby IF sig videre til næste runde i Europa League-kvalifikationen med en 3-1-sejr.

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).