Phiri: Vi har fansene med i ånden

15.04.2016 12:33

På søndag den 17. april står Brøndby IF og FC København igen overfor hinanden, når de mødes i Alka Superligaens runde 25.

- Det kommer til at være en god test for os at spille mod et af de stærkeste hold i ligaen. Det er en Derby-kamp, som altid er fyldt med intensitet og spænding. Vi er godt forberedte og har haft en god træningsuge. Truppen er mentalt parate og fyldt med energi, som skal kanaliseres til banen på søndag, lyder det fra Brøndby IF's nummer 18.

Der kommer ikke til at være Brøndby-fans på tribunerne til Derbyet søndag i Telia Parken, og det ærgrer Phiri, for fansene betyder meget for spillerne, men han har forståelse for beslutningen.

- Det er en skam fansene ikke kommer til at være på stadion på søndag, men vi skylder dem at gå ud og levere en fight. Selvom de ikke er til stede, kommer vi til at have dem med i ånden, og vi vil gå ud og præstere, det bedste vi kan.

- Vi vil kæmpe med alt for at hente et godt resultat med hjem, siger Brøndby IF's sydafrikanske midtbanedynamo. 

Husk, at du kan følge Brøndby IF på Facebook, Instagram (brondbyif_official), Twitter (@BrondbyIF) og Snapchat (brondbyif_snap).