Juelsgård: Det var to forskellige halvlege

17.04.2016 20:33

Det blev til et nederlag mod FC København, da Brøndby IF søndag aften spillede på udebane i Telia Parken. Jesper Juelsgård startede i midterforsvaret, og han var skuffet over kampens udfald, men ser frem mod onsdag.

- I første halvleg var vi lidt på hælene, og vi kom for sent i vores dueller og tacklinger. Det blev bedre i anden halvleg, selvom FC København stadig har en del spil. Det var to forskellige halvlege, hvor vi kan tage mest med fra anden. Vi erobrede flere bolde på farlige steder, som førte til nogle lige ved og næsten chancer.

- Vi forsøgte at komme længere frem i anden halvleg og skabe nogle flere chancer. Det synes jeg også, at vi lykkedes med, og så var det selvfølgelig ærgerligt, at de scorede på en kontra.

- Mål ændrer kampe, og det kommer selvfølgelig an på, hvornår man scorer dem. Det kunne være blevet en anden kamp, hvis vi puttede den ind på en af vores chancer. Det gjorde vi ikke i dag, og vi må kigge frem mod på onsdag, hvor der venter en ny kamp, som vi ser rigtig meget frem til, sagde Juelsgård til brondby.com efter kampen.

LÆS OGSÅ:
- Nederlag mod FC København

På onsdag mødes Brøndby IF og FC København igen, denne gang i den anden semifinalekamp i DBU Pokalen. Der er få billetter tilbage. Du kan sikre din billet til opgøret her.