"Greko": Vi spillede som et hold

07.04.2016 06:35

Christian "Greko" Jakobsen var med fra start for anden kamp i streg, og han var positiv i forhold til dagens pokalsemifinale mod FC København, hvor holdet sikrede sig et fornuftigt udgangspunkt til returkampen den 20. april på Brøndby Stadion.

- Det var en fed kamp, hvor vi startede rigtig godt. Folk hjalp hinanden, og vi arbejdede sammen som et hold i dag. I anden halvleg faldt vi lidt for langt tilbage og overlod for meget til dem. 1-1 på udebane er dog stadig et rigtig godt resultat, og det giver tro på tingene. Deres sene udligning er selvfølgelig ærgerlig, men jeg synes stadig, at vi tager herfra med et fint resultat, sagde kantspilleren, og han fremhæver igen præstationen som hold.

- Det var en fornøjelse at spille i dag, og der var masser af muligheder, når man fik bolden. Alle arbejdede hårdt og kæmpede for hinanden. Det er noget af det vigtigste at tage med fra i dag, og det har givet os et godt udgangspunt for returkampen, lød det fra "Greko" efter kampen.

LÆS OGSÅ:
- 1-1 mod FC København i første semifinale af DBU Pokalen
- Boysen og Pukki: Vil kæmpe med alt for at komme i finalen